Concertgebouw har med sit stolte anegalleri af dirigenter ikke kun en enestående Mahlerarv, men også en solid Brucknertradition - tænk bare på Bernard Haitink - og deres polstrede vellyd med det varme, store messingudtræk og de luksuriøse, individuelt karakteriserede træblæserstemmer udnyttes af Chailly, som med Nowaks partiturversion på pulten virker opsat på at vise, at der er ikke bare en, men mange linjer og mange detaljer i denne musik. Bagsiden af medaljen er Chaillys grundlæggende blide, lyriske indfaldsvinkel, der savner rigtigt, fortløbende drama. I begyndelsen af den langsomme sats bliver verden vendt helt på hovedet, så det er strygerunderlaget, der blopper og skvulper, mens melodien, som skal vippe oven over med sine små sekundudsving, udfolder sig nærmest afdramatiseret. Orkestret lyder rigtig godt, og Chailly giver en gennemarbejdet vinkel på Bruckners ottende, men holdt op mod Günter Wands arkitektonisk klarificerende ideal er indspilningen ikke den ultimative. I en koncertsal ville jeg afgjort betragte den som en stor oplevelse alene på grund af orkesterspillet. Hørt om og om igen på cd falder den fra seks mesterlige til fem fremragende hjerter.