Tonesproget er strengt og dystert, arierne få og simple, recitativerne udtryksfulde og altid orkesterledsagede. Vokal brillans og udvendig pynt er bandlyst til fordel for en ekspressiv inderlighed kommenteret af et vægtigt korparti. I forhold til den italienske opera Gluck kom fra, var det en revolution; men for hans franske publikum var springet ikke stort fra den traditionelle tragédie lyrique man kendte fra Lully og Rameau. Den udtryksfuldt sprognære franske baroktradition er da også kilden til Gardiners tolkning. Hans lille smidige barokorkester arbejder tæt og detaljeret med det dramatiske udtryk. Ingen artikulation eller dynamisk modulation er tilfældig: Musikken taler og sukker, græder og jubler, dristigt, men overbevisende fri i tempobehandlingen. Energisk fremdrift og en tæt sammenkædning af de enkelte numre opløser al stiv monumentalitet til fordel for et levende, sikkert timet drama med følsomt gestikulerende pantomimer, kropsligt medrivende, men aristokratisk yndefulde danse og atmosfæremættede momenter som den besværgende tempelscene og et gyseligt besøg i underverdenen. Her møder man drastisk fascinerende klangvirkninger, som dårligt kan kopieres af et moderne orkester. Helt centralt står den recitativiske deklamation, hvor Gardiners fintmærkende akkompagnement falder sangerne i talen, og en usædvanligt fornem tekstbehandling er fælles for alle medvirkende, tilmed for Gardiners blændende dygtige kammerkor, der er dramaets tredje hovedperson med en mageløst rig og udtryksfuld differentiering af klang og foredrag og bedårende korsoli. Alene dét sætter indspilningen i særklasse. I titelpartiet føjer von Otter med lidenskab og sårbarhed endnu en gribende kvindeskikkelse til sit pladerepertoire. Tættere på ordet med dets fulde emotionelle valør kommer man ikke i sang. Hele hendes sjælfulde troværdighed er båret af et subtilt musikalsk raffinement i en hensynsløs blottelse af den angst og beslutsomhed, ømhed og fortvivlelse, der kendetegner figurens ekstreme situation. Ægtemanden Admète skildres temperamentsfuldt og vitalt af en lys og intens, men uanstrengt og dejligt frisk tenor - smidig, suverænt moduleret og med et fint cantabile i deklamationen. Hans desperate skænderi med hustruen er et af indspilningens højdepunkter. Også om Henschels ungdommeligt spændstige baryton er kun godt at sige.