Den anden sonate fra 1922 fik en nådigere skæbne. Den nåede at blive opført fire gange i komponistens levetid, og det var nok til at bringe den øverst på listen over de mest spillede Langgaard-værker. Var det en rimelig skæbne? Bestemt ikke. Den første er et langt, lidt overbroderet ungdomsværk, som kan savne personlig substans, men den blev skrevet på fire dage, og så kan man godt undskylde et og andet. Den anden sonate er derimod mere inciterende. Den begynder såre uskyldigt med en ensom violinstemme i folkevisehumør og åbenbarer undervejs sprækker og brudflader i sit forløb, der skubber det énsatsede værk lige op i nakken på modernismen. Udførelsen er upåklagelig. Desuden gode noter (på tre sprog) af Bendt Viinholt Nielsen (BVN), der er blevet for Langgaard, hvad Köchel engang var for Mozart.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























