Den anden sonate fra 1922 fik en nådigere skæbne. Den nåede at blive opført fire gange i komponistens levetid, og det var nok til at bringe den øverst på listen over de mest spillede Langgaard-værker. Var det en rimelig skæbne? Bestemt ikke. Den første er et langt, lidt overbroderet ungdomsværk, som kan savne personlig substans, men den blev skrevet på fire dage, og så kan man godt undskylde et og andet. Den anden sonate er derimod mere inciterende. Den begynder såre uskyldigt med en ensom violinstemme i folkevisehumør og åbenbarer undervejs sprækker og brudflader i sit forløb, der skubber det énsatsede værk lige op i nakken på modernismen. Udførelsen er upåklagelig. Desuden gode noter (på tre sprog) af Bendt Viinholt Nielsen (BVN), der er blevet for Langgaard, hvad Köchel engang var for Mozart.