Alligevel brugte han Sargent som sin allierede i kampen mod truende konkurrenter og spiste regelmæssigt frokost med ham. Man kommer ikke langt i musikbranchen uden spidse albuer, men Sir Thomas forstod på charmerende vis at supplere sine med et lige så spidst gedebukkeskæg. Symbol på verdensmandens elegance, vid og kongelige selvopfattelse. Herbert von Karajan beskrev han med raffineret malice som en slags musikalsk Malcolm Sargent, og også publikum hånede han med britisk formfuldendthed, hver gang lejlighed bød sig: »Det kan godt være, englænderne ikke holder af musik, men de elsker den støj, den frembringer«, mente han for eksempel. Musikerne måtte selvsagt også holde for. Et par eksempler fra prøvearbejdet: »Engelskhorn, er De venlig at give mig bare en eller anden form for tegn på Deres tilstedeværelse i takt 20?«. Eller denne her til manden med bækkenerne: »Kunne vi på dette sted, hvis De vil være så venlig, få et storslået brag fra deres vidunderlige instrumenter til at fremme den generelle tumult?«. Alligevel - eller måske netop derfor - var Beecham elsket af sine musikere. Som en af dem fik sagt det, vist nok i en helt anden forbindelse: »Selvfølgelig spiller vi alle sammen noget bedre for Beecham«. De kaldte ham kærligt for Tommy, og igangsætteren, der i løbet af sin karriere stiftede orkester efter orkester - The Beecham Symphony Orchestra, The Beecham Opera Company, London Philharmonic og Royal Philharmonic Orchestra - var og er berømt for sin afslappede prøvestil. Det foregik i skjorteærmer, uden mange afbrydelser og efter den udspekulerede devise: »Jo mindre vi øver, jo mindre afslappede er musikerne ved koncerten. Jeg ved, hvad de vil spille. Men de ved ikke, hvordan jeg vil dirigere! Derfor sidder de alle ude på kanten af stolen - og vi opnår en perfekt opførelse!«. Det kan være, Beecham gik til orkesterprøver med en tilbagelænet attitude og forstod at joke med sine musikere, som om både de og han var skoledrenge. Men han havde beviseligt forberedt nodematerialet så meget desto mere omhyggeligt med minutiøse notater i alle stemmer. Tester man resultaterne af dette arbejde, som de er genudgivet på en serie indspilninger med Beechams solnedgangsorkester, The Royal Philharmonic, må man indrømme, at Wagneruddragene viser en dirigent, der virkelig kunne holde én vågen. Også gennem en lang aften i operaen. Musikken er ladet. Bee-cham dirigerede 'Ringen' flere gange på Covent Garden, og begravelsesmusikken fra 'Götterdämmerung' har en mørk, rugende intensitet, der kompletterer den elektricitet i Beechams øjne, som så mange kommenterede, og som dirigenten selv sagde, var hans vigtigste våben over for orkestret. Og så var Wagner endda ikke hans hovedfelt. Vil man ind til kernen, hedder det, skal man høre Bee-chams Mozart. Og hans Haydn. Den overraskende energi er - igen - et adelsmærke, og igen tages den fordomsfulde med bukserne nede. Hele Beechams majestætiske tyngde virker ganske vist stærkt ude af proportioner i dag, men det er godt nok præcist og engageret, hvad han opnår. Måske var en af hemmelighederne, at Beecham altid fik de bedste musikere lokket til sig, når han startede et nyt orkester. »Af indlysende grunde«, som han selv sagde: »De keder sig jo til døde, hvor de er!«. Berlioz' ouverturer får drama og sødme, så det synger. (Det er forresten en formidabel standard, hornspillet holder på disse halvtreds år gamle monooptagelser). Fransk musik var en Beechamspecialitet, og det blev påstået, at han spillede mere fransk musik, end nogen fransk dirigent gjorde. De engelske repertoire var for Beecham frem for noget lig med Frederick Delius, kosmopolitten med det kulørte liv, som han blev nær ven med og en af de eneste samtidskomponister, Beecham rigtig satte pris på. Hele tre af de nye cd'er fra Sonys Beechamserie dokumenterer det særlige slægtskab, der eksisterede mellem disse to kunstnere. Straks fra start er der højt til himlen i 'North Country Sketches' (og hør lige hornspillet igen!) I det hele taget har Beecham en bemærkelsesværdig føling med denne musiks impressionistiske kvalitet. Han elskede dens delikatesse og dens krav om skønhed, og han ville hellere springe den over end gøre den uret, som nok et anekdotisk citat dokumenterer - denne gang udmøntet over for orkestret en tåget, råkold novembermorgen i Manchester: »Er der nogen, der på denne helsebringende Manchestermorgen føler sig disponeret for at spille 'In a Summer Garden' af Delius? Nej, det tænkte jeg nok. Nå, men så lad os se, hvad vi ellers har åh ja, den 2. symfoni af Brahms - egnet til al slags vejr og til alle årstider. Come on, boys - whoops!«. Beechams indspilning af orkesterrapsodien 'In a Summer Garden' er vitterlig et højdepunkt af vellyd. Skønt datidens optageteknik ikke giver lejlighed til at sige det samme om indspilningen af Delius' 'A Mass of Life', er det under alle omstændigheder en vigtig dobbelt-cd. Dels fordi det er en flot opførelse. Dels fordi det er ubetaleligt at høre den gamle gedebuk selv, med en engelsk diktion, der i perfektion tangerer Sir John Gielguds, introducere dette mammutværk til Nietzschetekst. Og dels fordi Beecham faktisk var den, der uropførte værket. Sonyserien, hvis optagelser stammer fra årene 1949- 56, rummer af Delius desuden 'Over the Hills and Far Away', 'Sea Drift' og 'Paris', og netop de tre Delius-cd'er bør især anbefales. Beecham dirigerede sin sidste koncert - med sit eget Royal Philharmonic Orchestra - 7. maj 1960. Han døde året efter, 81 år gammel.