Det, vi skal med Pappano - for nu kommer svaret - er at høre Verdi indefra og ud. Ikke omvendt. Ikke som i Zubin Mehtas seneste fra 1996, der runger af tom kulisse. Pappano, der i dag er chefdirigent for Royal Opera House i London, er en maestro med sans for tekster, de oplagte i librettoen og de underliggende, der kommenterer handlingsgangen. En intelligent musikdramatiker med andre ord og dertil med talent for de store svulmende linjer i Verdis musik her fra mellemperioden. Man kan ikke opføre 'Trubaduren' uden verdens fire bedste sangere, sagde - vistnok - Caruso. Mindre kan som bekendt gøre det, og heller ikke Pappanos version er helt så blæret. Faktisk går man til sangerholdet med stor skepsis. Det meget lyrisk funderede ægtepar Alagna og Gheorghiu er ikke selvskrevne til de dramatiske roller som Manrico og Leonora, og man frygter for deres videre karrierer, hvis de bliver ved med at sjakre med talentet, som de gør her. Når det er sagt, er det altså ikke to helt almindelige sangere, vi har med at gøre. Alagna på en god dag har ingen rivaler i det galliske repertoire, og han formår dygtigt at skrue op og ned for stemmen og udtrykket. Det høje C i slutningen af 'Di quella pira' er forbilledligt frembragt. Om han kan gentage kunststykket på scenen, ved jeg ikke, men på cd, med hvad det medie indebærer af digitale hjælpemidler, lyder det flot med kun det mindst mulige klangtab, når stemmen kommer alleryderst ud i krogene. Den Otello, Alagna har bebudet, glæder jeg mig imidlertid ikke til. Gheorghiu er et kapitel for sig. Som sædvanlig. Mange vil sværge til Maria Callas' præstation, indspillet i 1956 - mørk, rugende, apokalyptisk. Men Gheorghiu kommer altid bag på én. Ingen sopran er i dag så ødselt musikalsk begavet som hun. Ingen er så ekstremt bøjelig efter den enkelte operas og tids idiom, og ingen har så genkendelig en klang som hun. Hendes Leonora er lettere, yngre, mere uskyldig, end vi er vant til, og som det var tilfældet med Violetta, der blev hendes gennembrud på Covent Garden, er det selve skørheden i udtrykket, den pure fejlbarlige menneskelighed, der er hendes stærkeste kort. I en perlerække af uforglemmelige operaportrætter er Leonora Gheorghius seneste ubetingede triumf. Jeg kan indimellem mangle noget ild, noget temperament over Pappanos læsning af partituret, men når man sætter sig ned og lytter, er der rigelig dramatisk grund til alle hans valg, og så er det hele så inderligt musikalsk, at man kun kan fornøjes. Desværre er Thomas Hampsons grev Luna og Larissa Diadkovas Azucena ret gennemsnitlige.