Finalen er igen bål og brand, og man kan blive helt forpustet af at følge med solisten. Violinen gløder, og der sættes skarpt tempo, mens Abbado glæder klassicisten Brahms ved omhyggeligt at lade orkestersatsen udgøre en flerstemmig helhed sammen med solostemmen. Brahms' mørke, forrevne dobbeltkoncert har Shaham som solist i tandem med cellisten Jian Wang. Kineserens karakteristiske powerspil, der ellers kan virke temmeligt anstrengende, falder her på plads i den indledende solistdialog. De to strygere passer godt sammen klangligt og udtryksmæssigt. (Meget bedre end Wang passer sammen med Dumay, som han spiller i trio med). Abbado får igen fyret godt op under orkestret, mens solisterne maser på med deres superteknik, og dobbeltkoncerten vrider med sin enorme energi og sit muskelstærke spil næsten armen om på tilhøreren. Positivt er det ikke desto mindre, at solister og dirigent formår at afdække en hel del af musikkens desperation og mørkbitre sødme.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, han fik bare lov at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Live: »Nu sker det«, skriver ægtefælle til Trump-rådgiver og deler billede af Grønland som amerikansk
-
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lars Dahlager