Slutstenen udkom akkurat til koncertseriens start. Det sidste har ingen dansker gjort før, og har nogen gjort det første, er det i hvert fald ikke sket i mands minde. En vigtig, ja, skelsættende begivenhed altså, næsten uanset resultatet, og som sådan blev åbningskoncerten også modtaget af publikum: Tivolis Koncertsal var stuvende fuld, og hvis bifaldet undervejs var en kende afventende, så var slutreaktionen des mere spontan da hele salen røg op af stolene efter en fygende fremførelse af den halsbrækkende finale til 'Appassionata'. Man fornemmede næsten beklemmende den lange, krævende distance, da Øland slog an til den unge Beethovens første 'officielle', men allerede spændende og egensindige forsøg i genren, op. 2 nr. 1 i f-mol. Den dybe indånding var taget: Energien var sammenbidt, tempoet anspændt og i første sats ikke helt under kontrol, men viljen til lethed, præcision og fremdrift var ikke til at tage fejl af. Netop jernviljen føltes i aftenens løb ofte som den primære drivkraft, frem for alt i sonaternes hurtige ydersatser, mens fortolkende spontanitet og frigjort musiceren havde mere begrænset råderum. Fra begyndelsen af andet nummer, op. 7 i Es-dur, kom der ganske vist mere rummelighed og ustresset generøsitet med rundt gennemfraseret tematik, men nogle ubehagelige spring forstyrrede ligevægten og blev det første af flere tilfælde, hvor musikken var ved at ryge af sporet, i samme sonates rondofinale faktisk så meget, at satsen var på nippet til at falde fra hinanden. Det mindede om, hvilket umenneskeligt pensum sonaterne totalt set er, men udpegede også Ølands tempi som overambitiøse. Med blot en smule mere ro kunne hun unde sig en større fleksibilitet. Interessant nok var ingen af aftenens scherzoer stressede. Her var bare smil i øjenkrogen og et par hårdtslående beethovenske pointer, mens de langsomme satser havde en betydelig ekspressiv alvor. Og i standardværket 'Appassionata' vidnede en ny pondus, fængslende overblik og subtile detaljer om lang tids fortrolighed, uanset at det i enhver henseende var aftenens mest krævende værk. Nu er hun i gang, og forhåbentlig og formodentlig vil Anne Øland i løbet af serien genfinde hele den autoritet i fortolkningen, som præger de fleste af cd-indspilningerne. Som et af klaverlitteraturens største og vigtigste monumenter er sonaterne indspillet af mange af det 20. århundredes største pianister, og personlige ambitioner kan ikke alene retfærdiggøre endnu en indspilning. Et personligt bud er nødvendigt, hvis det skal interessere, og netop dét har Anne Øland. Grundideen, der kan synes snublende nær, men ikke desto mindre er sjælden i praksis, er tilsyneladende at spille sonaterne sådan som de er skrevet - med alle de originale nuancer og artikulationer. Det stiller store krav til teknik og koncentration, for man tager fejl, hvis man tror, den fortolkende frihed i almindelighed består af egne tilføjelser: I tilfældet Beethoven består den oftest af reduktioner og forenklinger. Beethovens nodebillede er lige så detaljeret som det musikalske indhold er koncentreret - og des mere, jo længere man kommer op i produktionen, og det er Anne Ølands bedrift, at hun ikke springer over, hvor gærdet er lavest, men insisterer på en minutiøst differentieret redegørelse for musikken, ikke af pedanteri, men ud fra en erkendelse af, at det er væsentligt. Med god sans for form og pointer demonstrerer hun overbevisende, at klavergeniet Beethoven snarere viderefører og tilspidser det 18. århundredes fint ciselerede argumentation, end han forudgriber den brede, klangorienterede klavergestik, der har præget det 20. århundredes pianistiske tradition. Konkret kommer det til udtryk i en yderst sparsom pedal med non legato som den grundlæggende artikulationsform, let og karakterfuldt staccato, klar faktur med en udtalt sans for polyfoni, skarpe, tørre accenter, en let og distinkt bas, der ikke buldrer, og en præcist differentieret dynamik, hvor f.eks. forskellen mellem piano og pianissimo eller forte og fortissimo ofte bliver betydningsbærende. Intet af dette hindrer Øland i også at træde i karakter som en kraftfuld og dynamisk Beethoven-fortolker. Energi og viljestyrke i de klare, retningsbevidst strømmende tempi er lige så gennemgående træk som følsomhed og nænsomhed: Hver ting på sin plads. Men vigtigst er nok den stærke sans for form og struktur: evnen til at sammenføje detaljerne i store dynamiske helheder, temastoffets frie, naturlige deklamation og blikket for betydningsbærende substans. Naturligvis er der svingninger i kvaliteten. Man kan være uenig i visse løsninger, ikke alt lykkes ideelt, og i klangkolorit finder Øland let sin overmand. Dén er nu heller ikke væsentlig for hendes Beethoven-opfattelse, og overskuddet og tankens klarhed tvivler man sjældent på. Jeg har lyttet til 15 af de 32 sonater - tidlige og sene i såvel komponistens som pianistens produktion (de nyeste har jeg dog ikke kunnet nå) - og har i alle tilfælde sammenlignet med en eller flere andre indspilninger, og oftest har jeg oplevet Ølands fortolkning som et ikke blot konsekvent og gennemført tilfredsstillende men væsentligt, ja, uundværligt bud på musikken, der bedre end de fleste og uden poseren forløser dens udsagn i hele dets kompleksitet. Direkte svag virker kun 'Pathétique' med overstyrede nuancer, stift tempo og en prosaisk adagio, men så står den rigtignok også på den allerførste cd, og de omgivende værker lykkes bedre om end mindre end helstøbt. Og allerede på den næste cd kan man glæde sig over en meget høj standard og kun små skønhedsfejl i den svimlende opus 111.