Rummet sitrer af energi, overalt trænger markante rytmer sig på, karakterfuldt instrumenterede og artikulerede personligheder kaster sig fægtende ind på scenen. Dristigheden, fantasien og overskuddet er overvældende. Den meget langsomme og højtidelige mellemsats er en boblende helvedessump af kælderdybe klange, som blev grundigt forberedt i den forudgående sats. Ensomme røster rejser sig af ormegården. En basun synger sin klage ved bredden af Styx. Men vandene stiger og sprænges af en overstadigt galopperende finale, der på sin side munder ud i en mystisk koda med helt nyt stof. Dén er måske nøglen til symfoniens virtuost udførte formidé: en proces der, overraskende men uomgængeligt, hele tiden krænges om i nye former, nye verdener: æg, larve, puppe, sommerfugl. Næppe var Nørgård færdig med symfonien, før han gik i gang med endnu et stort orkesterværk, 'Terrains vagues', som også er kommet med på pladen. Det er utrolig originalt, men mere umiddelbart imødekommende, bl.a. fordi det i høj grad bygger på rent rytmiske virkemidler, og fordi de enkelte momenter virker mere enhedsprægede. Alligevel føler man endnu stærkere end i symfonien, at komponisten besværger kaos. Det uklare, det vage, er grundbetingelsen trods kraftige konturer, humor og groteskeri, trods åbningens pumpende maskine af interfererende pulsrytmer og slutdelens skæve dans og teatralske modsætninger. Det er udfordrende, sanselig og dybt fascinerende musik i brillant udførelse. En meget vigtig udgivelse.