Værker fra 1990'erne dominerer udvalget og forenes af en nyromantisk holdning, der har sneget sig ind i den nu 73-åriges modernistiske sprog, ofte med en tydelig skygge af vemod. Et andet fællestræk er udsagnets velsignede knaphed, præcision og prægnans. Jeg har sagt det før og må sige det igen: Tage Nielsen slipper ikke noget, der ikke er 100 procent færdigt, og når han er færdig, er musikken det også: Han fatter sig i korthed. Desuden forener han på en uhyre tilfredsstillende måde det fabulerende med det stofligt integrerede og teknisk elegance med ubestikkelig ærlighed. Vokalt og instrumentalt veksler på pladen. Tungest anlagt er 'Konzertstück' for klaver og ensemble, hvor hemmelighedsfuld skønhed i få præcise streger sættes op mod den opfarende solo. Sangene er enkle og stemningsrige, men korsangene 'Nocturne' blander ekstatisk talesang i den lyriske atmosfære. Udførelserne er overvejende fine med Ruijsenaars' solistiske 'Fantasistykke' som pladens poetiske perle.