Dertil kommer, at solisten hedder Yo-Yo Ma, hvilket borger for en kvalitet, som komponisten kun ind imellem lever op til. Williams' cello-koncert fra 1994 er skrevet til Yo- Yo Ma, men har ikke samme statur som hans violinkoncert (som Gil Shahem tidligere har indspillet for Universel Deutsche Grammophon). Elegien for cello og orkester bygger på et lån fra soundtracket til 'Syv år i Tibet' og lyder også sådan. Det er pudsigt nok pladens seneste komposition, fra 2000, de tre stykker for solo-cello, der overbeviser om, at der også findes en seriøs komponist af format et sted gemt inde i den internationalt feterede og prisbelønnede lejlighedskomponist. Det skyldes måske, at Williams ved at slippe det effektfuldt klingende symfoniorkester bliver nødt til at koncentrere sig om udtryksmulighederne i bare ét instrument og om, hvordan man mon bedst sprænger dem.