Optagelserne er fra 1990'erne. Barshai, der i 1976 forlod Sovjetunionen og flyttede til Israel, har alle forudsætninger for at forstå en sovjetborgers kreative sorger under statskontrollerede forhold. Han var ven af Sjostakovitsj og kendte godt til den selvjustits, som denne måtte underkaste sig for at manøvrere. Den modernisme, der rakte ud over folkets forståelse læs: det kommunistiske partis ideologiske tolerance, blev kaldt formalisme og ikke tålt. Derfor handler disse symfonier, ikke mindst de tidlige, om fortrængningens eksistentielle nødvendighed. Der er vigtige værker i rækken, især den 10. symfoni i e-mol, den 1. i f-mol, den 8. i c-mol, den populære 5. i d-mol og den længe bandlyste 4. i c-mol, som taler et friere og ærligere sprog end mange senere. Først i de sidste tre symfonier træder Sjostakovitsj helt i karakter, og Barshai følger hans dybe pessimismes gradvise frigørelse ud i den sidste symfonis nærmest lette elegante leg med døden. Sin medfødte fornemmelse for musikkens forpinte sjælfuldhed på den ene side og bastante heroisme på den anden kombinerer Barshai med betydelig kunstnerisk autoritet og overblik. Selv den demonstrativt officielle og plakatagtige 12. symfoni vokser med hans opførelse. Et røverkøb.