Det stærkeste kort i 'Dead Man Walking' er dog ikke musikken, men Terrence McNallys tekst. Stramt, koncist og meget mundret oprulles Sister Helens oplevelser som besøgsven for den dødsdømte Joseph de Rocher, hendes anfægtelser, møder med hans mor og med forældrene til de teenagere, han har myrdet; og man spares hverken for mordene eller henrettelsen. Det er stærke sager, der nødvendigvis må vække stærke følelser og i USA tillige diskussion - intet dårligt udgangspunkt for en succes; dette være sagt helt uden malice. Musikken rider på tekstens succes. Dens konservative for ikke at sige populistiske stilholdning får karakter og aktualitet af en stærk amerikansk accent, der slutter sig overbevisende om det realistiske miljø: tre dele Britten, to dele Puccini og én del Gershwin krydret med amerikansk folketones pentatonik og blue notes. Sister Helens religiøse miljø giver anledning til gospelagtige fraser, og citatlignende indslag som rockmusik fra en radio understreger naturalismen. Der er stort set tale om en nummeropera, hvor lyrisk reflekterende arier og ensembler veksler uskematisk med mere recitativisk dialog. Teksten har gode kår i den smidigt sprognære recitation, men arierne fænger ikke. De ligger naturligt, er nydeligt formede og kønt afstemt i udtrykket, men mangler en melodisk glød og prægnans, der retfærdiggør den konventionelle stil. Den dramatiske effektivitet svinger og står stærkest i atmosfæretegningen. Hver af de hyppigt skiftende scener har sin grundfarve og sit karakteristiske motivstof, og gennem Louisianas fugtige hede pulserer et nervøst 5/8-motiv under store dele af operaen. Men Heggies harmoniske kyskhed gør mange højdepunkter påfaldende tandløse: Det er svært at blive rystet af en treklang, særlig når den også er slapt instrumenteret. Som i klassisk opera overlader den kantable stil meget udtryk til sangerne. Grahams luksusmezzo gyder velklang og menneskelig varme over hovedrollen, men går ikke meget i dybden med nonnens karakter og følelser. Man lærer hende ikke rigtig at kende og bevarer en tvivl om, hvem hun egentlig arbejder for - den dødsdømte eller sin egen samvittighed. Med Packards morder er det lige omvendt: Smukt synger han ikke, og der er følsomme steder, hvor man savner lyrik, men hans brutalitet, virkelighedsfornægtelse og sluttelige angst og fortvivlelse står stærkt. Virkelig gribende er von Stades psykologisk fornemme skildring af hans ulykkelige, hjælpeløst forvirrede mor. De øvrige medvirkende er ikke mere end halvgode stemmer, og en stor sekstet med Helen og alle forældrene lyder temmelig fælt. En skam er det også, at liveoptagelsen er så ufokuseret, at man ikke kan finde et tilfredsstillende udgangsvolumen.