Det er neoklassisk musik præget af karsk harmonik, karakterfulde melodier og overlegent kontrapunkt. Det konstruktive veksler med friere improvisatoriske indslag som i den store tradition, og i de to yngste værker forekommer gregorianske melodier. Men der er også en vis påvirkning fra fransk senromantisk orgeltradition med dens røgelsesduftende klangbevidsthed som netop dette orgel formidler så smukt. Ældst (1965) er den store, dramatiske 'Concerto', der så at sige sammenfatter hele instrumentets klassiske koreografi gennem fem motivisk stærkt forbundne satser. Her spiller orgelvirtuosen Kayser med musklerne. 'Kirkeruder' er derimod syv lyriske meditationer, der ud over det gregorianske stof især trækker på protestantiske salmer. Med en fantasifuld frihed i udformningen, melodisk forfinelse og megen atmosfære er det måske pladens smukkeste værk, hvor ikke kun den gennemgående brug af salmen 'Fra himlen højt', men også den kontrapunktiske finesse leder tankerne til Bachs 'Kanonische Veränderungen'. 'Hymne' er et kortere, sart skitseret værk med den nu aldrende komponists overlegne frihed.