Opførelserne er hengivne og poetisk udtryksfulde. Bevægende. Man kan ikke lade være med at lytte, og faktisk er der ikke noget af det, jeg ikke kan lide. Ikke at det er stor musik, men den er tiltalende og interessant, har sit eget sprog og budskab med en postmodernistisk sammensmeltning af avantgardeklange og tonale reminiscenser som fællestræk. Mindst fri og sikker i mælet er nok Navarro-Alonso, men man unddrager sig ikke den kæmpende og fortællende karakter i hans modsætningsfyldte stykke. Den mest udtalte brug af 'soniske' elementer - rene, stærke klangkarakterer - træffer man i Messerschmidts ti korte og udpræget gestiske stykker med deres spøgelsesverden. Nok så suverænt håndterer Lohse miniaturen i 12 'Haiku' der i forbløffende grad spejler den japanske digtforms ultrakorte glimt af klarhed. Nogle af stykkerne er kun et inspireret indfald, men det sidste er en bred, nostalgisk afsked. 'Smoke' er et yndigt, som idé næsten klassisk naturmaleri. Faktisk er Lohse også billedkunstner. Det samme er Eriksen, og også hos ham kan det høres. 'In the picture' lægger diffus elektronisk baggrund til fem forskellige poetiske 'klimaer', og klavertrioen 'Azulejos' slutter i helt et Debussy-agtigt vemod af fortabte fragmenter. Originalt, atmosfæremættet - og smukt.