Tyske Andreas Scholl har indspillet både 'Nisi Dominus' og 'Stabat Mater', og hvis man må sige om Scholl, at han ikke finder sin lige nogetsteds i dag, hvad angår teknik, begavelse og sødmefuldt foredrag, så er Daniels ikke nogen mindre spændende sanger. Og på sin cd har Daniels omgivet sig med et af verdens stærkest spillende, mest kompromisløse ensembler med originalinstrumenter, nemlig italienske Europa Galante, hvis leder Fabio Biondi fører an med sin viola d'amore i den magiske 'Gloria Patri' i 'Nisi Dominus'. Det er formidabel musik, det her, 'Stabat Mater' fra 1712, 'Nisi Dominus' fra 1717 og bravurstykket 'Longe mala' fra 1723-24. Den nye indspilning af 'Stabat Mater' lægger ikke noget til Scholls og Ensemble 415's bevægende cd på Harmonia Mundi France fra 1998, men Daniels' alt er af en helt anden beskaffenhed end Scholls, bredere, mere 'flødet' i brystklangen og mere dramatisk i sit attak - ikke langt fra en Marilyn Horne. Scholl har det lettere anslag, den mere androgyne klang, et præcist fokus og en alt, der smyger sig om melodilinjen med større virtuositet end nogen anden sanger i dag. 'Nisi Dominus' er ikke noget personligt drama for Scholl, men det er det ved Gud for Daniels! På Scholls Decca-cd med de ikke meget fremragende Australian Brandenburg Orchestra fra 2000 er den hypnotiske siciliana 'Cum dederit delectis suis somnum', i sig selv et af Vivaldis mesterværker, en tredjedel længere end hos Europa Galante - alene, aner man, fordi Scholl formår at tage de umenneskeligt lange fraser uden at tage luft ind ligesom i den ubrudte leg på vokaler i 'Vanum est vobis'. Helt den åndedrætsteknik har Daniels ikke, men han sætter hele tiden følelser på spil, og der savnes ikke virtuositet, 'Surgite postquam sederitis' og 'Sicut sagittae' er åndeløst spændende at lytte til, og stemmen mister aldrig dynamik eller kvalitet.