Men han har sat musik til dommedagssekvensen 'Dies irae', det kendteste, længste og mest markante tekstled i den katolske dødsmesse. Man kan i øvrigt sætte spørgsmålstegn ved Rosenmüllers katolicisme. Som yngre var han kirkemusiker i det protestantiske Leipzig, hvor hans talent bl.a. vakte den store Heinrich Schütz' opmærksomhed, og han stod til at blive Thomaskantor, den post J.S. Bach endte sine dage på. Men så fik han (eller skaffede sig) en pædofilianklage på halsen og måtte i hast forlade Sachsen. Via Hamburg kom han til Venedig hvor han boede i mere end 20 år, spillede basun i Markuskirken og virkede som korleder ved Vivaldis senere arbejdsplads, Ospedale della Pietà. Kun få af Rosenmüllers modne værker, hovedsageligt instrumentalmusik, er trykt. Den nye cd bygger på manuskripter, og alt er indspillet for første gang. Omkring 'Dies irae' er placeret et 'Kyrie', et 'Agnus Dei', en instrumental sinfonia samt tre store salmekompositioner, der ikke strengt hører hjemme i messen, men kan føjes til den: 'Ad Dominum cum tribularer clamavi' som i Rosenmüllers version til overflod er tilføjet dødsmessens indledningsord, 'Miserere' og 'Domine in furore tuo'. Tonearten e-mol binder samtlige stykker sammen. De manglende messesatser er hentet i den gregorianske dødsmesse og veksler regelmæssigt med Rosenmüllers barok. Det er attraktiv musik, tidstypisk i sin farveglade koncerterende stil, der skifter mellem kor, solister og instrumenter i hastigt vekslende kombinationer, ofte tillige med skiftende rytme og tempo. Dog er den sidste salme for bas alene. Rosenmüllers særlige styrke er en italiensk påvirket melodisk smidighed og ikke mindst en sensuel harmonisk fylde og farverigdom. Vi kender det fra tidens kirkekunst: Det handler om livfuldhed, pragt og dekorativ effekt. Operaen blev ikke opfundet forgæves. Ordmalerier finder man også en del af, sjovt nok ikke så meget i dommedagssekvensen som i salmerne, mens de to messesatser, 'Kyrie' og 'Agnus Dei', er enklere, mere akkordisk deklamerende i stilen, men ganske uden klerikal højtidelighed. Det skulle være sjovt at gå i kirke dengang. Zinkspilleren Roland Wilson og hans folk sørger fint for morskaben. To koncerterende violiner går i spidsen for det særdeles driftsikre barokensemble, men zink, to basuner og ikke mindst en dulcian, fagottens forløber, som eneste melodiinstrument på bassen betoner tysk baroks særlige interesse for blæsere. Instrumenterne søger vokal udtryksfuldhed, og de fire sangere har instrumental behændighed i deres koloraturteknik. Det er klare, rene stemmer, kollektivister uden alt for påtrængende individualitet.