Pianisten er Evgenij Kissin. Hans kærre ruller tungt og langsomt, men hvor Pletnovs hjul var helt trekantede, forbliver Kissins runde. Letheden, hvormed han skaber flyvende fraser af Mussorgskijs akkorder, er forbløffende. Kyllingerne danser i gennemsigtige, skrøbeligt delikate æggeskaller, og når Kissin tager sig friheder, er det for at se et billede under ét. Udtryksfremmende forskyder han akkordtoner i forhold til hinanden. Hans Baba Yaga er en målestok for pianistisk bredde, præcision og eventyrlig uhygge, der skræmmer barnet selv i den voksne, og hans afsluttende kirkeklokkeoktaver overgår Pletnovs i teknik. Apropos barn kan man godt mærke på Kissins spil, at vidunderbarnet er blevet 30. Ferruccio Busonis virtuose Bachtranskription passer hans stålblanke teknik mere end glimrende, det er klart, men det interessante er musikken bag ved noderne. Her mødes Bach af en moden fortolker. At Kissin i dette sit seneste turnéprogram er blevet sammenlignet med Horowitz og hele den glorværdige russiske virtuostradition, kan ikke overraske. Kissins valg af Glinka (i Balakirevs pianistiske arrangement) bekræfter slægtskabet og viser samtidig hans klaverspil fra en ny, velgørende lyrisk side.