Francis Poulencs enlige violinsonate, skrevet midt under Anden Verdenskrig i erindring om den ligeledes homoseksuelle spanske digter Federico Garcia Lorca, der blev myrdet af fascisterne, er et ømt og bevægende stykke. Den bratte dissonans, der afslutter førstesatsen, følges op af smertelig elegi i intermez-zoet med en næsten bratschagtig sonoritet i violinstemmen, og det er frigørende at opleve, hvordan Kashimoto og Golan præcist og uden undskyldninger placerer Poulenc i hans samtid, i oprørergruppen Les Six, i rytmisk og klanglig henseende i feltet mellem salon- og kunstmusik. Edvard Griegs 3. violinsonate forlenes med al sin sødme og naivitet, og den passioneret slaviske indledning til sonaten har et strejf af humor, og tredjesatsens allegro animato emmer af humanistisk velvilje, tolket af to unge musikere, der har det sangbare, det mundrette som motto. Også César Franck undede kun sig selv ét forsøg udi genren, en A-dursonate uropført af Eugène Ysaÿe. Sonaten dufter og blomstrer, og førstesatsens indsmigrende hovedtema gives med perfekt kalkuleret vibrato og strømmende spil med rigelig plads at boltre sig på til også Itamar Golan. En herlig plade, der orienterer sig lidt uden for standardrepertoiret i nogle værker, der formidler generøst og ligetil.
Frigørende
Lyt til artiklen
