Det kan man imidlertid ikke ane ved blot at høre musikken med tilhørende tekst, for ud over et par anonyme alfer møder man ikke en eneste figur fra Shakespeares fortryllende erotiske forvirringskomedie, og der er heller ingen hentydninger til handlingen. Dog nævnes fedronningen et par steder. Forklaringen ligger i den specielle genre semiopera, der var populær i Purcells England, hvor den gennemkomponerede italienske operagenre endnu ikke var slået rigtigt an. En semiopera er et skuespil med indlagte sange og danse, men det er noget helt andet end det, man fra en senere tid kender som syngespil, hvor sangene på operavis indgår i handlingen og udføres af hovedrollerne. Semioperaen koncentrerer musikken i selvstændige divertissementer eller masques, showprægede optrin med overdådige kostumer og scenografi og ekstravagant sceneteknik, der indføres som hvilepunkter i handlingen under påskud af at skulle underholde dens personer. Mellem musik og handling er der vandtætte skotter. Det gælder i særdeleshed for 'The Fairy Queen', der indeholder fem sådanne masques, én i hver akt; og det er kun dem og nogle enkeltstående instrumentalstykker til indledning og afslutning, der er med på en ikke helt ny (1993), men nyudgivet indspilning fra Virgin. Den samler al Purcells overleverede musik til værket, hvilket er mere, end han nogensinde lod opføre samlet: Både under den lange indstudering og mens stykket var på repertoiret, fortsatte han med at revidere og udskifte numre. Det nærmeste, man kommer egentligt drama, er et par komiske dialoger, men kantateagtige tableauer med allegoriske figurer dominerer billedet, symbolske og maleriske på typisk barok manér, men ganske udramatiske. Derfor skal man heller ikke forvente meget af den ekspressivitet og da slet ikke den indre sammenhæng, der kendetegner Purcells eneste ægte opera, den korte 'Dido og Æneas'. Hvad man møder, er en flimrende række af charmerende sange, duetter, kor og danse, gerne lette i tonen, djærvt tintet af engelsk folketone og friskt farvelagt af elegante trompeter, poetiske blokfløjter og ømt træede oboer. Blandt de alvorligere skygger, som også findes, kan nævnes nogle magiske skildringer af nat, søvn og vinter og frem for alt 'The Plaint', en pragtfuld og hjerteskærende klagesang med obligat obo, som er en af Purcells længste enkeltsatser overhovedet. Om indspilningen er meget godt at sige, navnlig om det farve- og udtryksstærke orkester og Norringtons ledelse, der skaber indtagende og varierede karakterer, rigt detaljeret sats og klart fraseret og gestaltet melodik. Koret er fuldt af varme og deklamerer tekstbevidst, der er masser af humor og vitalitet, og timingen er fornem. Solisterne er sikre og velklingende, men fungerer først og fremmest som udsøgt afstemte ensemblestemmer. I solo kan i hvert fald nogle af dem virke lidt blege, kun delvis fordi de står relativt fjernt i optagelsen.