Den samme praksis overført på Brahms' orkesterværker kan begrundes med gode argumenter, for Brahms lod f.eks. sin 4. symfoni uropføre i Meinungen, hvor orkestret var af beskeden størrelse. Men det hører også med til historien, at der sad 115 musikere i det orkester i Hamburg, der spillede Brahms' 2. symfoni første gang. Med Die Deutsche Kammerphilharmonie Bremen går Daniel Harding ind for Brahms på den slanke måde. Denne kategori af opførelser fjerner symfonikeren Brahms fra senromantikken og bringer ham tættere på kammermusikeren Brahms, så tæt, at symfonierne næsten kan tolkes som ambitiøs kammermusik. Den engelske dirigent er en ældre kending af danskerne: Harding var lige ved at stjæle opmærksomheden fra sin solist Nigel Kennedy i 1997, og han er en særdeles lovende dirigent, om end ikke bedre end Nicolaus Harnoncourt og sir Charles Mackerras, som også har forsvaret 'den slanke Brahms' på cd. Med sine iltre tempi og sin uromantiske og usentimentale frasering kan Harding bringe den stil i erindring, der herskede før Furtwängler- og von Karajan-æraen. Hans måde at disponere musikken på - fedtfattig og krystalklar - har en vis lighed med Felix Weingartner, der i 1930'erne stod for en af de første samlede indspilninger af Brahms' symfonier. Så bortset fra teknikken er der ikke meget nyt under solen. Det egentlig nye er mødet med en ung lovende dirigent.
Brahms på den slanke måde
Lyt til artiklen
