Det er ingen hemmelighed, at Eaglen er blevet en af sin generations store Wagnerheroiner, men nu er det altså italiensk verisme, det gælder. Hvordan skruer man en cirka 120 kg tung sopran ned i en Lillymodel i alfestørrelse? Hvordan gør man en Isolde til en Butterfly? Og: Bør man overhovedet prøve? Nå, vovemod er en kvalitet. Og Jane Eaglen går heroisk, og forventeligt, under. Hendes breeede vibrato, resonansfattige bund og mangel på overtoner passer simpelt hen dårligt i det italienske repertoire. To af de tre roller, hun faktisk har sunget på scenen, Turandot og Santuzza i 'Cavalleria rusticana', slipper hun så nogenlunde fra med en vældig ekspansion på 'quel grido', da Puccinis kinesiske prinsesse mindes sin voldtagne forgængers skræk ansigt til ansigt med banemanden. Hendes Suor Angelica skælver af emotion fra første takt af 'Senza mamma', og 'Suicidio'-arien fra 'La Gioconda' lider decideret af forstoppelse og mangel på dynamik. Eaglens entusiasme for repertoiret er evident, hendes instrument har varme og volumen, men passer dårligt her. Til gengæld var det rart at høre en sopran, der kan sejle hen over koret i scenen fra Puccinis tidlige 'Edgardo'.