Den tyske Petersen Kvartetten, der efterhånden har spillet sammen siden 1979, har, forbilledligt assisteret af produceren Rainer Maillard, der skabt et sprødt og intimt rum om de fire musikere, valgt et program, der understreger kvartettens tekniske såvel som udtryksmæssige mesterskab bedst muligt. F.eks. har jeg vist aldrig hørt sidstesatsen B-durkvartetten i opus 18 - der hvor 'malinconia' går over i 'adagio' - givet så jordnært, velformuleret og dynamisk spændende. Hele B-dur'en spilles med humoristisk overskud og attak. I G-durkvartetten, der er fra samme 'pakke', skrevet i 1800 til fyrst Lobkowitz, møder vi den loyale arvtager efter Haydn og Mozart, og det taler til Petersen'ernes ros, at de ikke overintellektualiserer musikken - til gengæld står ethvert tidligt Beethovensk påfund skarpt og rent og inderligt musikalsk. Op. 135, F-durkvartetten, lever i et helt andet univers og er skrevet i 1826 og uropført i Musikverein i Wien efter komponistens død. Førstesatsen svæver let og fragmentarisk, stedse søgende, andensatsen har virkningsfulde dramatiske accenter, tredjesatsen, i den langsomme tredjesats er det livet om at gøre i en hymnisk, stramt instrumenteret sats, og til sidst, i den guddommelige fjerdesats, kæmper elementerne inde i kunstnersjælen, hysteriet over for melankolien, og ikke mange i dag gør det på niveau med Petersen Quartett.