På vores side af Kanalen blev han fortrinsvis kendt som filmkomponist: Musikken til David Leans 'Broen over floden Kwai' er f.eks. af ham. De engelske plademærker EMI, Chandos og Conifer havde allerede taget sig af de fleste af Arnolds større orkesterværker, men i forbindelse med hans 80- års dag vovede Naxos pelsen og sendte dirigenten Andrew Penny i studiet for at indspille alle ni symfonier til lavpris. Historisk set er det efterdønningerne af 1980'ernes og 1990'ernes Mahler-bølge, der har skabt en vis interesse for Arnolds labile musik med dens eminente og burleske brug af hele orkestret og bratte, skizoide stemningsskift. Det er helt irrelevant at tolke Arnold som den fødte og følelsesfulde romantiker, som en meget uromantisk tid har gjort til en følsom kyniker. Han ved, hvordan en moderne symfoni skal skrues sammen, men samtidig kan han ikke helt styre sin splittethed og emotionalitet. Dobbeltheden høres i én af hans bedste symfonier, nr. 5, som ultrakort kan beskrives som personlig filmmusik skrevet til scener af Arnolds omskiftelige bevidsthedsliv. Har man versionen på Chandos med Londons Symfoni Orkester under Richard Hickox (koblet med symfoni nr. 6), får man den ikke meget bedre. En ny midtprisudgave på Classico med Münchener Philharmonikerne og Douglas Bostock bør især fremhæves for sin meget lyriske andensats og for koblingerne, som rummer et antal ikke tidligere indspillede værker, bl.a. en suite fra filmmusikken til den engelske komediefilm 'The Bells of St. Trinian' fra 1954. Den mest økonomiske løsning er dog den nye version på Naxos, som teknisk er over det meget billige plademærkes gængse standard.