På sin nye cd kommer von Otter vidt omkring - fra de forførende sange af Giacomo Meyerbeer over Ludwig van Beethovens lidenskab til Louis Spohrs, nå ja, mere snusfornuftige 'Sechs Lieder'. Mens Meyerbeer-sangene kører, forestiller man sig ikke noget mere skønt, hvilket er enhver virkelig stor kunstners adelsmærke: at få hvad som helst til at lyde som den endegyldige kunst. 'Ma barque légère' (Min lette båd) er en frivolitet, en bagatel, jeg mener: glem den. Hvis ikke lige det var for det sublime akkompagnement i Melvyn Tans stedse medlevende hammerklaver og den flirtende vokal. Vi kommer hele følelsesregistret igennem, og i 'La Fille de l'air' (Luftens datter) viser Tan og von Otter sig som et helt kongenialt par. 'Prière d'enfants' (Barnebøn) er en virtuost skrevet trio a cappella, Tan bygger en veritabel symfonisk storm op i 'Le Voeu pendant l'orage' (Eden under stormen), og sangen over Ludwig Rellstabs 'Des Schäfers Lied' (Hyrdens sang), med den obligate klarinet, er måske cd'ens mest indtrængende bidrag. Beethovens 'In questa tomba oscura' (I denne mørke grav, sangens anden version) er et tyngdepunkt på pladen, sunget næsten tonløst til et akkompagnement af dystre fortepiano-accenter. Den dobbelte 'Seufzer eines Ungeliebten' (Den uelskedes suk) er et hjerteskærende bidrag, der går fra selvmedlidenhed til feberhed drøm, og den viser Anne Sofie von Otter som en usvigteligt loyal fortolker. Og sidst: I Beethovens 'An die Geliebte' (Til den elskede) slutter von Otter på ordet 'mein', hør blot den måde hun trækker ordet ud på og nyd hendes tvetydige tilfredsstillelse ved både ædelt at påtage sig den elskedes smerte og ved at vide, at hendes martyrium rummer endnu flere erotiske løfter. Hvad var det nu? Nå jo: Køb den.