Orkesterværkerne er melodisk rige, men har en tendens til at koagulere i overinstrumentering. Og jeg mener, når vi har både Mendelssohn og Brahms, hvad er det så lige, vi skal med den? Radiosymfoniorkestret og Michael Schønwandt argumenterede veltalende for Schumanns d-mol-symfoni, nr. 4, på en Chandos-cd i fjor, men Thielemanns og Philharmonia-orkestrets tolkning af d-mol- og B- dursymfonien taler med knap så stor vægt. Jovist, formen er grandios, armbevægelserne enorme, Philharmonia er et mere virtuost orkester end Radiosymfonikerne, og Thielemann er en af tidens dygtigste dirigenter. Jeg savner dog ånd og individualitet. Schønwandt fik præcist placeret Schumann og d-molsymfonien geografisk og tidsmæssigt, mens vi hos Thielemann bliver vidner til højforkromet, finslebet international metervare. Det er ikke fri for at kede. Men som altid, når de topprofessionelle ikke har så synderligt meget, de vil af med, så kan man læne sig tilbage og nyde vældet af detaljer.