Med adagioen i h-mol K540 får melankolien og tragedien det sidste ord, men stadig uden antydning af sensationelle accentueringer. B-dur-sonaten K333 kan jeg uden at overdrive simpelthen ikke forestille mig spillet bedre: Den lyse musik lever, balancerer og forundrer med en perfektion, der aldrig nærmer sig det ligegyldige. Mozart til den øde ø.
Musik til den øde ø
Lyt til artiklen