De er ikke skrevet for hammerklaver, men snarest tiltænkt clavicordet, hvis særlige udtryksfuldhed udnyttes med delikate nuancer. Yderst få spiller clavicord i dag, og da det intime instrument næsten kun er til glæde for den spillende, er det rimeligt at søge en anden løsning. Her er det moderne klaver med sin smidige dynamik faktisk et bedre valg end samtidens cembalo, i hvert fald når det spilles så raffineret som af den koncertaktuelle Mikhail Pletnjov. Med ham bliver Bachs korte sonater (ned til under fem minutter med repetitioner) og rondoer en fantastisk opdagelsesrejse i den 'følsomme' rokokos mest egensindigt udtrykssøgende hjørne. Undertiden ligner musikken en lunefuldt flimrende collage fuld af radikale karakterskift. Andre stykker er mere klassisk ordnede, men næsten Webernsk opløste i deres kniplingsagtigt sparsomme faktur. Det er som en studie i, hvor lidt den musikalske substans kan koges ned til, og overalt løber man på sære harmoniske forskydninger. Det er i den grad musik, der er beregnet til at lege med, at dufte til og drille med, at lokke og kærtegne. Alt er gestus, genialt affekteret, og i Pletnjovs hænder er det en magisk pianistisk genoplivning af clavicordets ånd: diabolsk subjektiv og impulsivt virtuos, men i balance og mageløst delikat i anslaget.