Pladens egentlige problem, for problematisk er den, er imidlertid den unge amerikanske solist. Han er dygtig nok, men tonen er plat og forceret og fortolkningen ordinær. Fra klangens overmættede fedme til den uorganisk kortåndede formfølelse savner udførelsen friskhed, og manglende autenticitet kompenseres med udvendig svulst. For Tjajkovskijs skyld skal man altså ikke købe pladen, men hvad med den glemte Conus (1869-1942), violinisten der følte sig som ægte russer skønt han var andengenerationsindvandrer med fransk navn? Og russisk er hans violinkoncert; stilistisk ligger den et sted mellem Tjajkovskij og den jævnaldrende Rakhmaninov; men modsat dem begge er han udpræget konventionel, slap i form og ideer og blottet for særlige kendetegn. Det undrer mindre, når man erfarer, at han næsten kun har skrevet pædagogisk musik for violin. Han boltrer sig da også i alle de violinistiske trick, Tjajkovskij allerede havde brugt. Alle andre end fanatiske samlere kan spare pengene denne gang.