0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den klassiske symfonis faderskikkelse

Anmeldelser, cd-klassisk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ordene er den aldrende Joseph Haydns, og de siger en del om selvopfattelsen hos en komponist, der, indtil han var nær ved de 60 - nemlig til den kunst- og pragtelskende fyrst Nicolaus Esterházys død og hoforkestrets deraf følgende opløsning i 1790 - komponerede på fast kontrakt og musicerede i tjeneruniform. Også derefter beholdt han sin formelle ansættelse, som var begyndt allerede i 1761, men med så få pligter, at han kunne bosætte sig i Wien, afbrudt af to 18 måneder lange ophold i London. De første mange år havde fyrsten eneret på hans kompositioner.

Sommerresidensen Eszterháza på den ungarske puszta, der havde kongeslottet i Versailles som forbillede, rådede over to koncertsale, et operahus med 400 pladser, 25 musikere og en halv snes sangere, alle håndplukket fra den internationale elite. Hver uge skulle Haydn opføre to operaer og to orkesterkoncerter foruden næsten daglig kammermusik.

Til alt dette skulle Haydn komponere. Desuden havde han pædagogisk og administrativt ansvar for det musikalske personale. Mærkeligt nok nåede han også at gå på jagt.
Som fyrstens loyale og hårdtarbejdende tjener, isoleret i ødemarken eller på vinterslottet i den lille by Eisenstadt, voksede komponisten støt og sikkert mod en enestående position i Europa.

Forlagene stod parat, da hans kontrakt i 1779 blev lempet, så han kunne sælge musik ud af huset, 1782 blev hans symfonier spillet i Amerika, og 1784 fik han bestilling på seks symfonier til opførelse i Paris. Efter Mozarts tidlige død var Haydn ubestridt Europas største komponist, og som sådan blev han modtaget og hyldet i London, hvor han uropførte sine tolv sidste og største symfonier.

I dag er de hans kendteste, men fortæller langtfra hele historien om Haydns symfoniske geni. 104 symfonier afspejler et halvt århundredes udvikling, fra divertimentopræget østrigsk senbarok til fuldt udviklet højklassik, en udvikling som netop Haydn mere end nogen anden bidrog til: Det er umuligt at forestille sig Beethovens symfonik uden ham - og hele romantikken uden Beethoven.

Gennem hele dette forløb arbejder Haydn utrætteligt på at udvikle og berige den symfoniske form med teknisk mesterskab og udsøgt smag, uudtømmelig fantasi og legelyst, men som først tjenende siden kommerciel kunstner også med vågen markedsbevidsthed: Det 18. århundredes symfoni havde ingen anden ambition end at underholde, gerne sofistikeret hvis lytterne kunne kapere det, men uden de etiske og metafysiske bagtanker, som invaderede genren fra Beethoven og fremefter.

Derfor kan symfonier til Haydns eget orkester og til den musikkyndige fyrste, der kendte sin hofkomponist ud og ind, være mere raffinerede og udfordrende end senere værker tiltænkt forlagene og dermed ukendte, potentielt middelmådige orkestre og et anonymt publikum.

Haydns symfonier er optimistiske, dagklare og overskuelige. Trods stilens gentagelser og symmetrier er de kemisk fri for slaphed og overflødig pynt i form, sats eller instrumentation: Der er præcis, hvad der skal være, for at udsagnet står så koncist og støjfrit som muligt.
Charmen ligger i rytmisk opfindsomhed, melodisk ynde, satsteknisk elegance og en aldrig svigtende vitalitet, der gerne kulminerer i en rablende finale.

Men det mest personlige træk er måske den paradoksale forening af det enkle og det uforudsigelige, som mere end noget andet gør Haydn til en af musikhistoriens fineste humorister. Han holder sig ikke for god til en grov spøg for det brede publikum som det berømte paukeslag, der har lagt navn til symfoni nr. 94, men oftest går han finere til værks.

Som den danske kollega Karl Aage Rasmussen engang har sagt, er han en af de mest »indgribende« komponister: Bedst som musikken synes at køre på skinner, får en eller anden forstyrrelse balancen til at kippe - hvorefter det hele ofte fortsætter, som om intet var hændt. Det kan være en uventet eller forlænget pause, en rytmisk forskydning, en overkomplet gentagelse, et tonalt ryk eller en forstyrrelse i den velordnede symmetri. Virkningen kan være drastisk eller diskret som Haydns virkemidler i det hele taget.

Der findes masser af indspilninger af Haydn-symfonier, men en samlet indspilning har få vovet sig ud i. Den klassiske serie er ungareren Antal Doratis fra 1970'ernes begyndelse (genudgivet på Decca), og englænderen Christopher Hogwood er - ikke altid overbevisende - undervejs med originalinstrumenter på L'Oiseau-lyre (som også er Decca).

Og så er der den ungarsk-østrigske Adam Fischer, som vi kender som RadioUnderholdningsOrkestrets chef. Han samlede i 1987 musikere fra førende orkestre i Wien og Budapest i Den Østrig-Ungarske Haydnfilharmoni, der spiller i Haydns egne omgivelser, bl.a. ved Haydn-festivalen i Eisenstadt, og dér indspiller alle symfonierne i slottets 'Haydn-sal'. De udsendes i otte æsker à 2-5 cd'er. Kun vol. 2 mangler p.t.

Kan man nøjes med mindre, foreligger to kompilationer, der med et dusin af de bedste symfonier giver indtryk af indspilningernes høje niveau.

Den ene er et kronologisk tværsnit med navngivne symfonier: den tidlige, eksperimenterende 'Le matin' med koncerterende soli, den kendte 'Afskedssymfoni' fra Sturm und Drang- perioden omkring 1770, den glansfuldt ceremonielle 'Maria Theresia' med de virtuose hornstemmer, Parisersymfonien 'Bjørnen', 'Oxford-symfonien' fra de sidste tjenesteår og 'Paukeslaget' fra Londonserien.

Den anden dobbelt-cd koncentrerer sig helt om den lidenskabelige Sturm und Drang med fygende tremoli, dystre molfarver, eksplosiv dynamik og heftigt springende melodier.

I forhold til disse to fascinerende samlinger er vol. 5 et svagere udvalg. De fleste af symfonierne hører til de første, Haydn skrev til udgivelse, og er komponeret i en periode hvor operaen krævede alle hans kræfter, og de bærer præg af borgerlig orden og en vis forsigtighed.

De, der har oplevet Fischer som Mozart-dirigent, vil genkende hans furiøse energi, dramatiske bid og målrettede detaljearbejde, men forbavses over, hvor megen lethed og elegance det kan forenes med. Og orkestret er unægtelig af en anden klasse end hans danske. Strygerne har en vidunderlig stoflighed; bl.a. derfor kan han i vid udstrækning og med fremragende virkning bruge solobesætning som kontrast.

En sjælden gang kan hans iver virke forceret, men det er rene undtagelser. I reglen er tempo og dynamik i fornem balance; energien er i lige så høj grad formende, som den er ekspressiv, ligesom de skarpe accenter og rytmens udsøgt differentierede elasticitet er afgørende for argumentationens spændstighed.

Lige så vigtig og karakteristisk som voldsomheden er imidlertid dens modsætninger: atmosfære, vemod og skønhed, sukkende artikulationer, det elskelige, det sarte og endog det rørende. Og overalt træder strukturen - tekstur, farveblandinger, motivspil og kontrapunktik - krystalklart og naturligt frem som det musikalske udsagns kød og blod.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce

Læs mere