Lange-Müllers melankolske symfonier har vi ikke kendt, før det forgangne år bragte udgivelsen af dem på cd. Begge er i tungsindig d-mol. Især den melankolske anden symfoni er såmænd udmærket instrumenteret og utraditionel i sin tur gennem tonearterne. Den har flugt og linje. Første symfoni viser påvirkninger fra Schumann og fra Brahms' i sin mørke intensitet. Mogens Wenzel Andreasen redegør i sine noter for, hvordan symfoniens instrumentation gennem tiderne har været nedgjort, og den kan da heller ikke beskrives som elegant eller overlegen. Men den er næppe værre end Carl Nielsens ubehjælpsomheder, som vi har vænnet os til at acceptere. Orkesterstørrelsen er autentisk, men optagelsen er ikke rigtig god: Især trænger det tunge, matklingende messing sig meget på, og strygerne er ikke velklingende og fleksible. Anden sats er en djærv høstdans, og med sidstesatsens hidsige vinterstorme afsluttes det programmatiske værk, der er udstyret med titlen 'Efterår'. Indvendingerne til trods er det glimrende, at vi nu kan lære to upåagtede symfonier af en væsentlig dansk komponist at kende.