Og så er han nøjeregnende, også med det konkrete indhold. Indspilningen viser værket, som Verdi skrev det, uden forkortelser men også uden traditionelle friheder. For nok hører friheder i sig selv til den operatradition, Verdi tilhørte, men når konkrete friheder selv bliver tradition, er de ikke friheder længere og taber deres friskhed. Verdi var selv kritisk over for dem. Man må altså undvære det høje c i tenorarien 'Di quella pira'! Nøje er Muti også i sin tempobehandling. Og hurtig! Han musicerer med flyvende fremdrift, og det adrætte orkester og kor, som han i mange år har været chef for, får alt til at virke naturligt, elegant og dramatisk levende. Her er syngende linjer, skønt åndende frasering, nerve og stemningsmættet klang. Vægt og bredde må man søge andetsteds. I sceneoptagelsen (dejligt støjsvag) kan det blødt afskyggede orkester sine steder stå noget uldent, mens fjernvirkninger står smukt i lydperspektivet. Muti er en italiensk sangerdirigent, der føjer sig smidigt efter foredragets naturlige tøven og kommer stemmerne i møde, som enhver Verdi-dirigent bør gøre det, men heller ikke her tillader han egentlige friheder. Markante tempomodulationer har Verdi præcist og detaljeret angivet i partituret, og hvad der ligger derudover, er hos Muti kun nuancer. Igen et klart brud med traditionen. Til tider virker det lige rigoristisk nok. To af de mest omtalte yngre italienske sangere besætter elskerparret, men imponerende er de ikke, navnlig ikke Licitra i titelpartiet. Man kan være glad for hans mørkt grunderede timbre og velplejede pianoklang, men man savner i høj grad overskud, både som frisk, åben og ubesværet klang med bredde og glans og som vitalitet og pointering i foredraget. I forhold til partiets krav er det en pjevset og alt for dukseagtigt afmålt præstation. Frittoli er en solidere sanger med en varme, der svinger godt med på den lyriske side af Mutis fortolkning. Hun har øjeblikke af smuk inderlighed. I piano er højden slank, i forte snarest tynd, og der er hverken bredde eller personlighed til at formidle Leonoras lidenskab. Stemmen fungerer, men stjernekvalitet har den ikke. Det havde barytonen Leo Nucci engang. Han skildrer virkningsfuldt den uforsonlige rival som en vild satan, og han får det hele med, som den erfarne sanger han er, men at han skulle være ung nok til at være Manricos bror, er svært at tro, som han bjæffer sig gennem partiet: en imponerende sanger i tydeligt forfald. Lyspunktet er Urmana. Den unge litauer er et af tidens hotteste bud på en dramatisk mezzo og forener en knejsende flot stemme med stærk deklamation og dramatisk energi. Toptonerne - som ligger højt i dette parti - er lige så klare og faste, som de er glansfulde, bunden er fyldig, egaliteten forbilledlig og bevægeligheden imponerende: Hvor mange mezzosopraner kan lave en ægte trille? Det er en befrielse, hver gang hun dukker op i landskabet, selv om udtryk og farver kan nuanceres yderligere.