I hans første tid som trendsætter i Wien. Få måneder efter at han omsider fik sin Constanze. Og vel ikke helt uden blik for den umiddelbare salgbarhed, en overlevelse i det liberale erhverv forudsatte. Værkerne er serien på de tre klaverkoncerter nr. 11, 12 og 13, alle komponeret i vinteren 1782-83 og de første af i alt 17 fra tiden i Wien. I dag levner vi særligt den midterste i A-dur opmærksomhed - herhjemme så sent som i efteråret, hvor en tyrkisk pianist jappede den noget så grueligt igennem ved en Torsdagskoncert. Men bortset fra det er den nu også komponeret ret 'fornuftigt', som Mozart har kaldt den slags. Med en ualmindelig detaljeret orkestersats. Temaer, der står utrolig godt til hinanden. Og hele to bud på, hvordan finalen kunne tage sig ud. Det ene blev formentlig til den Rondo KV 386, pianisten Murray Perahia heldigvis har med på sin indspilning af alle Mozarts værker og satser for soloklaver og orkester. I det hele taget er det ikke mindst møderne med de mindre kendte ting, der gør et sæt som Perahias værd at samle på. Når det gælder de andre - de oftest spillede, koncerterne fra tiden i Wien - er det som regel klogest at gå efter mindre ambitiøse udgivelser af enkelte værker. F.eks. skribentens foretrukne Mozart-specialist, den forfinede og lidt sære Clifford Curzon. Og Perahias er ingen undtagelse. Så snart han kommer op omkring koncerten i Es-dur fra 1784 - den første blandt de virkelig 'store' - begynder man at savne grundighed og originalitet. Men guderne skal vide, det heller ikke er let! Den to generationer ældre J.S. Bach kan f.eks. spilles på 100 måder. Lad en døv neandertaler voldføre Ferruccio Busonis transskriptioner på en brændestabel i Gribskov, og det lyder stadig som Bach. For ikke at tale om længst hedengangne mestre som Edwin Fischer, Gieseking eller Lipatti, hvis Bach-fortolkninger endnu bevæger de mest hårdkernede barokfreaks. Helt anderledes er det med Mozart. Arranger oboens sang, klarinettens suk, fagottens latter forkert, og stilen bliver en helt anden - Beethovens f.eks. Eller læg for megen vægt på én eneste tone ud af melodiens hundrede, og det lyder, som om du bare ikke kan spille. For 'kendere' hører Mozart nok til de allermest spændende komponister, for 'ikkekendere' hører han som regel til de dejligste. Men for musikere er han måske den sværeste af alle. Og i almindelighed spiller Perahia - 54-årig amerikaner og sefardisk jøde - faktisk ikke så ringe endda. Hans indspilninger med English Chamber Orchestra blev lavet i årene 1977-84 og findes nu genudgivet ret prisbilligt på Sony - det japanske selskab, hvis opkøb af en europæisk konkurrent og mere eller mindre hensynsløse udnyttelse af dens masterkopier for alvor satte Yen over Yang. Der er tale om i alt 10 cd'er med de 25 koncerter og 2 rondoer, fra Perahias side spillet med fornem stilsans, lydefrie fraseringer og en helt enestående glød i særligt de svagere nuancer. Faktisk kan man næsten glemme, at det moderne flygel og Steinways i særdeleshed ikke nødvendigvis er det bedste til 1700-tallets musik. Ligesom Daniel Barenboim i sin lige så komplette udgave har Perahia samtidig påtaget sig at dirigere English Chamber Orchestra. Noget lignende gjorde Mozart selv. Ofte er værkerne ligefrem komponeret til det. F.eks. hører man af og til, at højre hånd pauserer, så der lige er tid til at hjælpe folk ind på en særlig svær indsats! Men, men - sagt en lille smule utaknemmeligt er Perahia ikke nogen Barenboim. Dels går der jævnt hen klyt i præcisionen. Dels synes især blæserne ofte at savne klare anvisninger på frasering og dynamik, hvorfor noget af Mozarts franskinspirerede orkesterkunst vel også drukner i en lidt fed, nærmest lunken klang. På dét punkt er der virkelig løbet megen vand i åen de sidste tyve år, ikke mindst med dirigentfrie ensembler som Orpheus Chamber Orchestra og deslige. Hvad man ikke finder på sættet, er de ellers ret charmante ungdomsværker KV 242 og KV 316 a for henholdsvis tre og to soloklaverer. I stedet får man af én eller anden grund den 11-åriges fire første koncerter, der alle er arrangementer af andres musik - især mindre betydelige rokokomestre med navne som Raupach, Honauer og Schobert. Dog er andensatsen af KV 41 en dejlig lille molsag af J.G. Eckard og tredjesatsen en lettere søsyg, men ret underholdende C.P.E. Bach. Her som i hovedparten af sættet har Perahia selv stået for kadencerne, hvilket han slipper ret godt fra - også selv om de fleste nok vil være for potpourriagtige efter nogens smag. Men blandt koncerterne fra Salzburg-tiden indtager den såkaldte 'Jeunehomme' nu en ubetinget særstilling. Fra Perahias hånd ved simpelt hen at lyde bedre prøvet og mere inderlig end alle de foregående tilsammen, fra den 21-årige Mozarts ved sin utrolige friskhed i førstesatsen, sit molpræg i midtersatsen og hele længde - som noget helt enestående for tiden spiller den mere end en halv time. Virkelig et kendskab værd! Men ellers vil de fleste nok anskaffe sig sættet for de store wienerkoncerters skyld. Og her gælder det som udgangspunkt, at alle ydersatser sjældent klinger mere end udmærket, de langsomme andensatser til gengæld fremragende. En heldig undtagelse herfra danner den skønne KV 466 i d-mol - romantikernes absolut foretrukne, hvilket dens urolige væsen og tonekønnet nok bærer en god del af ansvaret for - der gudskelov fungerer hele vejen igennem. I sammenhængen står også den feudale stolthed i 'Kroningskoncerten' KV 537 sig overraskende godt. Karakteristisk er det til gengæld, at de hurtige satser i f.eks. nr. 21 i C-dur kun løfter sig halvt, hvorimod den berømte Andante sjældent har lydt smukkere eller mere feminint. At koncerten KV 488 først og fremmest glimrer ved en vældig dramatisk fortolkning af Adagioen - i øvrigt den eneste sats i fis-mol i hele Mozarts produktion! At den altid lidt mærkelige koncert i cmol KV 491 også hos Perahia lider under en permanent, lidt grødagtig konsistens. Og at medarbejderens egen yndlingskoncert - den femogtyvende i c-dur KV 503 - generelt får et let uforpligtende og rytmisk mærkeligt rullende præg. Hér er en tungere og mere analytisk fortolkning som Barenboims nok at foretrække. I samtiden syntes mange, at Mozart var for moderne, for opstyltet, for pyntet. Snart efter drejede smagen så forunderligt i retning af Beethoven, Mozart blev et beundret kapitel af feudalismens musikhistorie, hans ven Joseph Haydn sat på plads med et lidt nedladende 'papa'. Og i dag er han på ny den store sællert, mens Beethoven det sidste halve århundrede har været på vej ud igen og efterhånden er lidt af en sjældenhed på koncertprogrammerne. De færreste liebhavere tænker vel stadig over, hvorfor de kan lide Mozart. Men hvis julegaverne alligevel skal byttes, så kan man roligt give Perahias bud på nogle af hans allerbedste værker en chance.