Rolando Villazón var en overstadig mexicansk dreng, der crashede nærmest på hovedet ind i en operakarriere på topplan. En operakarriere, der gik stærkt, og som på et tidspunkt fik Villazón til at udtale – nærmest med manisk begejstring – at han ville »synge alt, inklusive Wagners Tristan!« LÆS OGSÅRolando Villazón brød sammen i Tivoli Det lød vanvittigt, for tenorstemmer skal håndteres varsomt. Og så kom aflysningerne på grund af overanstrengelse. Fulgt af en operationen på stemmelæberne, hvor dårlig sangteknik kombineret med Villazóns tilbøjelighed til altid at give sig selv 110 procent, havde dannet en skæbnesvanger cyste. I skrivende stund hænger Villazóns operakarriere og dingler i en tynd tråd, men pladeselskabet er ikke færdig med at malke den skambrugte guldkalv. Elskes af hele verden Tenorens nye album er indspillet i marts og rummer hans hjemlands vemodige og muntre sange. Udlægget er ’Bésame mucho’, og måske var det bare det, Villazón ville: Elskes. Kysses. Holdes af. Af hele verden. LÆS OGSÅSkandalekoncert kostede 1.250 kroner for tre numre Man kan høre sliddet på den mørkfarvede stemme, der får lov at blive nede uden at række efter højtoner. Bolivar Soloists akkompagnerer. Navnet dækker over et lille ensemble, der ledsager de sovsede tenorcroonerier med trompet, maraccas og kastagnetter, og det fortsætter i nobel Domingo-stil.
Hulkende charmerende, men med den rette kontrol. Tårer iført jakkesæt. Ufrivilligt komisk Sentimentaliteten bliver ikke desto mindre temmelig tyk, og det er svært ikke at grine, når Villazón udbryder »ajajajajajaj!« på festnummeret ’Cucurrucucú paloma’. Cd’en byder på mexcikansk natteromantik og sjove rytmer. ’Veracruz’ er egentlig meget fed med sin tværfløjtesolo og sin trompet, og klassikeren ’La cucaraca’ er sjov. Samtidig minder sangen indforstået om hundredåret i år for udbruddet af den mexicanske revolution. Dengang fik den populære melodi nemlig tilsat diverse stærkt politiske tekster. LÆS OGSÅVillazón overlevede i Salzburg Hører man pladen som opera-afficionado, bemærker man høje toner taget i falset, og mest tænker man det temmelig triste, at for meget talent, for lidt teknik og for voldsomt gå-på-mod har afsporet Villazóns karriere. Noget er ligesom hærdet på den forkerte måde i stemmeklangen hos en performer, der ellers har været enestående sympatisk, når han har haft overskuddet i behold.
