Romeren Carissimi (1605-74) er kanoniseret som oratoriets første mester, men han skrev meget andet, dog altid for stemmer. Det er fristende at se ham som det åndelige bindeled mellem sine to bysbørn, højrenæssancens Palestrina og højbarokkens Corelli: Samme klassisk renfærdige disciplin, smidigt flydende linjeføring og blufærdigt svaleæstetik. Sangerinderne Tine Grønbæk, Bente Vist og Ulla Munch har med Mogens Rasmussen på gambe og Leif Meyer på cembalo og orgel, lejlighedsvis suppleret af Viggo Mangor på lut og orgel, indspillet et udvalg af hans kirkelige og verdslige stykker for en til tre stemmer. Ud over teksten er der ikke den store forskel på de to genrer. Begge betoner med strømmende vokal velklang det dekorative frem for det ekspressive. Den markanteste undtagelse er pudsigt nok en parodisk kantate, hvis spøgefulde tonemalerier har mere spræl og harmonisk kolorit end det meste af det øvrige. De friske, stilsikre og letbevægelige stemmer klinger godt om ikke ligefrem smeltende sammen, og de synes at nyde dynamikken i samspillet, men som solister har de relativt lidt at byde på. Det kniber - i vekslende grad - med formende overblik og en personlig stillingtagen. Musikken tåler mere meddigten end her.