Der er godt nok knald på de opkogte følelser hos moderen, som står bøjet over sine to drenge for at tage livet af dem.
Men hun kan ikke, ypperstepræstinden Norma fra det gamle Gallien, der er underlagt romerne. Godt nok er hun hidsig og vil hævne sig på børnenes romerske far, fordi han har fundet en anden. Men moderkærligheden sejrer, og i stedet bliver det sig selv, Norma tager livet af.
Ud ad en madtangent
Premieren på Vincenzo Bellinis voldsomme opera ’Norma’ fandt sted på La Scala i 1831. Det er belcanto med ekstra smæk på chilien i den ret, der vitterlig er opkaldt efter sicilianeren Bellinis mesterværk: pasta alla norma. Og man kan fortsætte ud ad madtangenten, for det var soprandivaen Giuditta Pasta, Bellini skrev rollen som Norma til.
Men det er så her, mezzosoprandivaen Cecilia Bartoli blander sig i køkkenet. Efter cd-projekter, der har givet os nye ører at høre Vivaldi, Gluck, Händel og Salieri med, har Bartoli bestemt sig for, at det nu er den unge romantiks tur.
LÆS OGSÅ
Giuditta Pasta var faktisk mezzosopran, argumenterer Bartoli i et essay i forbindelse med sin nye indspilning af ’Norma’, og så er vi der, hvor vi også var med hendes Maria Malibran-projekt.
En tilsvarende genopdagelse af en italiensk 1800-tals-diva, der – lærer vi med Bartoli og hendes forskerhold – slet ikke var rigtig sopran, men snarere netop mezzo med den dybere bund under de høje toner, Bartoli selv har.
Nybrud
Onde tunger vil mene, at det er klart, Bartoli argumenterer på denne måde. Hvad skal den heftige sangerinde ellers synge? Operalitteraturen er på ingen måde fuld af skinnede stjerneroller for mezzoer. Den slags er forbeholdt sopraner. Men Bartolis pointer holder vand som mere end bare en måde at få sig selv smækket frem i rampelyset på.
Med tempi, der er sat i vejret, en kammertone, der er sat ned, og et sprødt, sprængklart orkester er der måske umiddelbart lagt i kakkelovnen til flere bebrejdelser. For skal Bellinis belcantostil med de smukke, lange melodilinjer, som Wagner beundrede, nu også have en tur med barokbørsten?
LÆS OGSÅ
Nej. Det er ikke det, det handler om på denne i ordets egentlige betydning skelsættende nyindspilning af en af det italienske repertoires store operaer. Det handler om at skrabe den fernis væk, der siden 1950’erne har hærdet som en hinde over musikken.
Maria Callas var efterkrigstidens store Norma, og slagkraftige sopraner efter hende har kørt videre i samme dramatiske rille. Men hør så, hvad Bartoli gør ved slagnummeret ’Casta diva’. Hun tager pianissimoangivelsen virkelig alvorligt. Og mere end det.
Hun synger sangen til månegudinden som den bøn, den faktisk er. Intimt. Endda skælvende. Angst og usikkert. Sådan giver den kendte arie ny og stærk mening i sammenhængen.
Handler om musikken
Det er en sammenhæng, der hviler på et nyudgivet partitur, som det har taget flere år at udarbejde. Under hensyntagen til de kilder, der findes, har forskere gættet på – og det må man holde fast i, gættet på – hvad der egentlig er Bellinis vilje med hensyn til ’Norma’.
Det har givet ikke bare ændrede tempi, men også for eksempel en ny version af det krigeriske druidekor i anden akt.
Indspilningen er noget så usædvanligt i disse tider som en studieindspilning. Endda en teknisk fin en, lavet forud for de liveopførelser i Salzburg i denne måned, der i tyske og østrigske medier har fremkaldt superanmeldelser.
Til august gentager Cecilia Bartoli og et delvis identisk solisthold opsætningen med Mussolini-tema og uniformer fra Anden Verdenskrig. Igen i Salzburg. Men cd-versionen har for så vidt kun nogle af sangerne, dirigenten og så orkestret til fælles med Moshe Leisers og Patrice Cauriers opsætning.
Det handler altså om musikken. Skåret rent og dynamisk ud under Giovanni Antoninis dygtige ledelse. Arbejdet med nye, differentierede tempi og den lethed, instrumenter fra perioden som for eksempel tværfløjter af træ giver, åbner musikken og gør for første gang op med en traditionelt voldsommere, men alligevel ikke så dramatisk tyngde.
Nytænkning af Bellini
Der er lige så meget ro og plads til fortvivlelse og sorg, som der er plads til heftighed på en fortolkning, der sætter ny Bellini-standard. Orkestret alene kan formidle fornemmelsen af et sceneskift!
Selvfølgelig er det Bartoli, man hører på denne indspilning. På en måde er det endda mere Bartoli, end det er Norma, hvis man forstår. Sådan er det bare med mezzosopranen, hvis sangteknik er unik. Her er spidstungede rulle-r’er på speed og koloraturer, næppe nogen vil kunne gøre Bartoli efter.
De er udarbejdet på grundlag af Giuditta Pastas elevers optegnelser, får vi at vide, og det passer sikkert. Men de er gjort til Bartolis egne, og de er forrygende. Og her er meget mere end det. Her er et orkester – Bartolis faste ensemble fra Schweiz – der spiller, så musikken pludselig folder sig ud i mange lag og nuancer.
Her er en dirigent, der forstår tempoudfordringerne, og et solisthold, der er specialister i det tidlige 1800-tals krav.
LÆS OGSÅ Bartoli leverer høj kvalitet
Den knap 50-årige italienske bas Michele Pertusi lyder ældre, end han er. Og det er fint til ypperstepræsten Orovesos parti. Den amerikanske Rossinitenor John Osborn har lys og styrke som den romerske prokonsul, der har fået to drenge med Norma, før han pludselig smider alt over bord, fordi han bare må og skal have den yngre præstinde Adalgisa.
Netop Adalgisas parti forløses fremragende af den koreanske koloratursopran Sumi Jo. Det er direkte sexet og stinkende godt sunget med virtuose nuancer, der ikke bare spiller flot op til Bartolis unikke kunst, men også skaber et flot match i duet med Osborns Pollione.
Der findes gode og mindre gode klassiske cd-udgivelser af Bellinis ’Norma’, og Callas vil altid beholde sin plads. Men dette er en ny måde at tænke Bellini på.
Med alt det nye, den byder på, har den ståhej, der har været forud for denne udgivelse, og de forventninger, der har været til den, været klart berettiget.
fortsæt med at læse
