Norma. Indspilningen sætter en ny Bellinistandard.
Lyt til artiklen
Henter...
Musikken er blevet noget, man har på sin telefon eller sin computer. Ligesom bøger er noget, man læser på en e-reader.
Tiderne skifter, og i et uhyggeligt glimt ser man det pludselig for sig: de nye, rene, hvidskurede hjem, hvor der ikke længere er reoler på væggene. Hvor alle plader og alt papir er som blæst væk, fordi det hele ligger på harddiske, er downloadet til håndholdte tabletter eller gemt af vejen oppe i en sky, der kun kan nås via internettets svimlende, snoede himmelstige.
Men helt så sterile er vores hjem ikke blevet endnu. Plader er stadig en realitet. De ærværdige vinyler står midt i en renæssance, og klassiske musikelskere vil stadig have deres musik på cd’er.
Og der kom virkeligmange cd’er i 2013. Så mange, at vi anmeldere konstant måtte vælge ud og prioritere. Denne liste er vores bud på det bedste, der har været gennem vores hovedtelefoner i årets løb, og den afslører tre tendenser.
Hele musikhistorien
Den første tendens er, at der er fokus på hele musikhistorien. Her på listen finder man alt fra renæssance- og barokmusik over strygekvartetter af Haydn og violinsonater af Beethoven til symfonier af Brahms og et stort ’Miserere’ fra vor egen tid.
Her er opera fra en af de begavede nulevende specialister på det italienske belcantoområde, den amerikanske publikumsdarling Lawrence Brownlee. Og her er mere belcanto. Nemlig fra den italienske megadiva Cecilia Bartoli, der igen i år sætter sig som dronning på operatronen.
Her er franske rariteter med vor tids forbløffende klavermester, den australsk-britiske pianist Stephen Hough, og Chopin med den polske specialist på dét felt, Rafal Blechacz. Mozart fylder meget – det bør han altid gøre på en klassisk hitliste – og selvfølgelig er her Verdi og Wagner. Begge giganterne fra 1800-tallet fyldte 200 i år, og det er vildt, så mange nyindspilninger og genudgivelser, der er kommet med deres operaer.
Den anden tendens er den brusende bølge af historisk opførelsespraksis, som allerede længe før årtusindeskiftet var i gang med at skylle barokmusikken ren. Den har bredt sig til alle musikhistoriske stilperioder, og det høres klart hos en dirigent som belgiske Philippe Herreweghe, når han fortolker Mozart.
På samme præmisser er Bellinis ’Norma’ blevet født på ny, med Bartolis mellemkomst. Callas’ gamle glansopera fik sine tempi sat i vejret og sin kammertone sat ned, og på årets nye referenceindspilning bærer et sprødt, sprængklart orkester musikken frem mod det, den måske var engang.
Det lyder voldsomt. Men det handler ikke om at give Bellinis smukke, lange melodilinjer en skuretur med barokbørsten. Det handler om at tage arien ’Casta diva’ alvorligt, så sangen til månegudinden bliver den bøn, den faktisk skal være. Intim, skælvende, angst og usikker.
På tværs af genrer
Endelig er der tendensen med at lave konceptalbum. Det vil sige album, der prøver at gå på tværs af genrer og musikalske former for at tegne et bestemt billede eller etablere en særlig sammenhæng.
Det kan virke postulerende, men når det gøres så engageret og med så overbevisende et personligt udgangspunkt som på album nummer fem på årets liste, er det en åbenbaring. Det er den norske barokviolinist Bjarte Eike og hans orkester, Barokksolistene, der har lavet ’The Image of Melancholy’, og det er en af årets smukkeste plader. Intim, risikovillig og sympatisk i al sin ærlighed.
Den slags er lige så vigtigt, som når Bartoli redifinerer belcantooperaens verden. Eller for den sags skyld når mere traditionelt orienterede mestermusikere som violinisten Leonidas Kavakos, pianisten Paul Lewis eller dirigenten Riccardo Chailly udøver deres musikerskab.
Det synes vi, der anmelder klassisk musik og opera på Politiken, i hvert fald.
