Det er en fristende sport at nævne øjeblikkets bedste tenorer.
Men ikke let. Ikke bare er der stor forskel på tenorstemmer. Der er også tenorer på vej op og tenorer på vej ud.
Mexicanske Rolando Villazón var på toppen for nogle år siden. I dag er han dommer i talentshows på tv og indehaver af et instrument, hvor højden er ødelagt.
Piotr Beczala og Lawrence Brownlee hører til gengæld begge med på en topti lige nu og formentlig i en del år frem.
Brownlee fra USA er selve drømmen om en let, fleksibel, lysende smidig belcanto-tenor. Beczala fra Polen har en bredere, men stadig grundlæggende lyrisk stemme, der ligeledes har rod i belcanto. Begge er kendt som operasangere – og begge træder uden for deres vante stier på to nypressede cd’er.
Kvinder og charme
Piotr Beczala går konceptvejen hos Deutsche Grammophon, hvor han er blevet stylet med smoking, tophat og monokel. Hans nye plade er nemlig en brusende og fuldfed hyldest til den østrigske film- og operettetenor Richard Tauber.
Kvinder og charme er stikordene på en cd, der er optaget i de studier i London, hvor Tauber i sin tid indspillede. Endda med brug af de samme mikrofoner, der til lejligheden er rodet frem af gemmerne.
Ganske vist knaser Piotr Beczalas hyldestalbum ikke på samme hyggelige gammeldags måde som Taubers indspilninger, når han indleder med signatursangen ’You are my heart’s delight’. Hans fraseringer er heller ikke helt så overmodige og drastiske. Taubers ansatser til følsomme hulk undgår han.
Men stemmen, altså Piotr Beczalas, er moden, stor og mørkfarvet som Richard Taubers, og han smører lige så fuldfedt på, når han som afslutning tager samme sang igen. Denne gang på tysk med titlen ’Dein ist mein ganzes Herz’, som den kendes bedst fra Léhars ’Smilets land’.
Operettemesteren Franz Léhar skrev hits til Tauber. Det samme gjorde operette- og filmkomponisten Robert Stolz, og også denne del af Tauberskatten dykker Beczala ned i. Eller rettere, han svælger i den. Med stil, ganske vist, men ikke desto mindre.
Piotr Beczala er kendt for ikke at være bange af sig. Han har udtalt, at han har »en lille sort bog« med navne på operainstruktører og dirigenter, han ikke vil arbejde sammen med, og der står ganske prominente navne i den bog, forstår man.
Pladeselskaber malker tidens store operastjernerDen generøse og traditionalistiske Franco Zeffirelli er Beczalas yndlingsinstruktør, og som med opulence på operascenerne har han det også godt med det voldsomme udtryk i et repertoire, hvor ’Wien, du Stadt meiner Träume’ afløses af Lehárs ’Lippen schweigen’.
Her svæver Anna Netrebko lige forbi og leverer lidt soprankræs. Vi snakker virkelig vin, kvinder og sang, med hvidt slænghalstørklæde og champagne.
Beczalas debut på Deutsche Grammophon er østrigsk Schmalz smurt tykt på, og pladeselskabet har ikke kunnet modstå muligheden for en sammensplejset duet mellem Richard Tauber anno 1934 og Piotr Beczala i dag. For meget. Og netop derfor ret skønt.
Helt perfekt
Mens Piotr Beczala trækker på grundlæggende skønsangskvaliteter, er det dagens allerbedste belcanto-tenor, man får at høre på en ellers uanselig lille live-cd fra plademærket Opus Arte.
Juan Diego Florez er stadig det bedst kendte og formentlig også det højest betalte belcanto-tenornavn på den internationale scene.
Men han har i de seneste år fået kam til sit krøllede peruanske hår af den lille sorte amerikaner Lawrence Brownlee fra Ohio, der netop her i weekenden sang i Aarhus, og som allerede de to forgangne somre har vakt stormende begejstring i Tivolis Koncertsal.
Brownlees tenor er et mirakel af flydende velklang, og stemmen, der skal afslutte Tivolis klassiske sommerfestival i slutningen af august, er på hans nye plade optaget live. For en del af sangenes vedkommende.
LÆS OGSÅ Amerikansk tenor henrykkede propfyldt Tivolisal
Og netop sange er det, det i høj grad handler om. To negro spirituals bruges som indramning, og allerede i den indledende ’Deep River’ er Brownlee oppe og markere på et højt h. Tonen lige under det høje c.
Sange af franskmanden Duparc bibringer han et sitrende lys, men det er, når stemmen kastes ind i et dramatisk kraftfuldt udtryk som i ’Le manoir de Rosemonde’, at den står mest imponerende.
Sange af amerikanske Ben Moore har heller ikke meget med opera at gøre, men Brownlee synger dem på smukt amerikansk, så deres nutidige lyrik står fint og kønt til kvalitetstekster af Joyce og Yeats.
Et udvalg på fem af argentineren Alberto Ginasteras sange kommer rundt om traditionelle sydamerikanske folkemusikalske udtryk med bemærkelsesværdig indlevelse.
Selv om cd’en er sammenklippet, står alting stærkt, og operaindslagene banker for alvor igennem.
Tre ’Petrarca-sonetter’ af Liszt fanget live ved en koncert i Wigmore Hall i London i september er glødende, og her er både høje h’er og cis’er sunget med den intensitet, der gør Brownlee til medlem af en meget eksklusiv lille klub.
Operasanger: »Jeg er en lille sort tenor. Og os er der ikke mange af«Hans pianist er opgaven voksen, og køber man cd’en, snydes man ikke for signaturpræstationen. Nemlig arien ’Ah! Mes amis ...’ fra Donizettis opera ’Regimentets datter’, hvor hele ni høje c’er skal slynges ud.
Lawrence Brownlee rømmer sig lige en gang inden det første og igen inden det sidste af de ni. Men så kommer de ellers helt perfekt.
Læg oven i det den hypervirtuose Rossiniarie ’Tu seconda il mio disegno’ fra ’Tyrken i Italien’ med et perfekt, brændende højt d, og hatten må af for den lille amerikaner fra Ohio.
Det bliver godt at høre ham til august, når han for tredje år i træk indtager Tivoli.
fortsæt med at læse
