Robert Schumann var jævnaldrende med Chopin. Begge blev født i 1810, og ligesom polakken Chopin havde tyskeren Schumann fra begyndelsen klaveret som sit instrument.
Men i modsætning til Chopin, der nok var svagelig, var Schumann forrykt, og to år inden sin død i 1856 forsøgte han selvmord ved at hoppe i Rhinen, hvorefter han lod sig indlægge.
Schumann er romantikkens måske skizofrene – eller ifølge et andet nutidigt bud på en diagnose personlighedsforstyrrede – poet. Og hvordan skal og kan hans klavermusik så spilles?
Fire aktuelle album giver bud, der er mere forskellige, end man næsten skulle tro muligt ud fra den grundlæggende præmis, flyglets nøgterne række af sorte og hvide tangenter udstikker.
Klirrende klart
Schumanns nulevende landsmand, pianisten Andreas Staier er specialist på historiske klaverinstrumenter. Til den seneste udgivelse i sit igangværende Schumanneventyr har han valgt et flygel af mærket Erard fremstillet i Paris i 1837, da Schumann var 27 år.
Dermed kan det ikke blive mere samtidigt eller originalt, for 1837 var netop året, da den unge, følsomme Schumann komponerede sine ’Fantasistykker’ opus 12.
Andreas Staier spiller stykkerne klirrende klart på det historiske flygel, og han sørger for at lade samtidigt noterede akkordtoner komme klattende lidt efter hinanden, for sådan gjorde man på Schumanns tid. Det er romantisk opførelsespraksis.
Klassisk koncert var en rå, bralrende boksekampMen albummet spænder over hele Schumanns produktion. Lige fra hans opus 1 i form af en serie variationer over navnet på en vis frøken Abegg, hvis efternavn gemmer på lutter tonenavne, og frem til de sene, groteske ’Geister-variationer’, som Schumann skrev, mens han hørte engle- og djævlestemmer, og som blev hans sidste værk inden nerveanstalten.
Staier har en gennemgående opmærksomhed for det følsomme og sammensatte hos Schumann. Musikken sanses, mens den danser og strømmer, og kun den sidste af de sene spøgelsesvariationer tåger ud på det historiske instrument, hvilket jo passer fint med musikkens indhold.
Klarhed og balance i sit spil
Albummet rummer to sæt af ’Fantasistykker’, og hvor lyrikken og de flamboyante opsving præger opus 12, var fantasistykkerne opus 111 egentlig tænkt som tre sangbare, romantiske stykker. Men også her svinger musikken omkring det forblæste, mens Staier indfanger det melodisk udtryksfulde.
Han lodder de følelsesmæssige dybder på et instrument, hvis rungende-sprøde, lidt skramlende klang mange nok lige vil skulle vænne sig til, og sammenligner man med en ny indspilning af Schumanns store klaverkomposition, fantasien i C-dur, kunne forskellen dårligt være større.
Anmelderne vælger: Her er de bedste klassiske albums i 2014Den britiske pianist Paul Lewis har kultiveret en klarhed og balance i sit spil, der er åbenlyst inspireret af hans mentor, Alfred Brendel. Med apollinsk ligevægt får musikken lov at tale selv. Her er vi definitivt rykket ud af den historiske 1800-tals-kontekst og ind i vor tids Steinwayland, hvor sublim egalitet er konge, og på disse præmisser er Paul Lewis’ Schumann-bud mesterligt.
Havde han ikke koblet det med en klar og muskelstærk, men også mærkeligt uvarieret og farvefattig fortolkning af russeren Mussorgskijs ’Udstillingsbilleder’, havde der været flere end fire hjerter til denne ambitiøse sværvægter af et album med to af musikhistoriens helt store klaverværker.
Fremragende udgivelse
Mindre end fremragende kan man imidlertid ikke kalde et andet ekstremt velovervejet Schumannalbum. Den 30-årige israelske pianist Boris Giltburg har samlet tre af Schumanns oftest opførte klavercyklusser på en cd, og der er både sarthed og brede opmarcher i de tidlige ’Papillons’.
De såkaldte Davidsbündler-danse refererer til Schumanns idé om et progressivt kunstnerisk broderskab, og musikkens satser har schwung såvel som ro og klarhed, mens ’Carnaval’ er et optog af virkelige personer og drømmefigurer.
Herunder to diametralt modsatte personlighedsafspaltninger i form af komponistens egen indadvendte og udadvendte side, der har fået navnene Eusebius og Florestan. Begge medlemmer af hans Davidsbund.
Her er årets 24 bedste klassiske albumStyrkerne hos russiskfødte Boris Giltburg er klarhed, renhed og kontrol til fingerspidserne. Plus, vel at mærke, det mål af følsomt nærvær, der får musikken til at leve. Det er ganske imponerende.
Men selv om Paul Lewis’ Schumann er mesterlig, og Giltburgs får én til at notere, at her er en af vor tids vigtige nye pianister, så er det fra en helt anden side, denne Schumann-rundes overrumplende udspil kommer.
Poetisk dybde
Argentinske Nelson Goerner har mindst lige så meget styrke i fingrene som Lewis og Giltburg. Men ud over det har han en helt anden enkel og poetisk dybde.
Goerner viser fingerfærdighederne i Schumanns ’Symfoniske etuder’ og i ’Kreisleriana’, som Schumann skrev i en raptus på kun fire dage. Men han viser også et åndsslægtskab med selve kernen i musikken.
Schumann vaklede på ægte romantisk vis mellem litteraturen og musikken som medie for sin kunstneriske udtrykstrang, og i disse stykker, inspireret af den fantastiske kapelmester Kreisler hos E.T.A. Hoffmann, er Goerner så tungt rugende, mørkfarvet og hypnotisk fabulerende, at man må give sig hen.
Fyrer den af
I sin perfekt åndende, pedalindsvøbte realisering af etuderne tager han de posthumt udgivne med, som Schumann ellers selv valgte fra. Simpelt hen fordi de, som Goerner argumenterer for i noterne til sit album, er for smukke til at udelade.
De posthume etuder understreger den indadvendte side i et værk, hvor det udadvendte ellers fylder meget. Og var der to poler, Schumann vaklede mellem, var det netop det udadvendt flamboyante og det indadvendt tænksomme.
Nelson Goerner lever sig ind i musikken, men fyrer den også af.
Resolut præstation og medrivende spil redder ung pianistMed tilføjelsen af Schumanns hundesvære ’Toccata’ opus 7 kommer man til at sammenligne Goerner med tidligere tiders klavermestre som Cziffra, Richter og Horowitz, og med en skarp, klar og fremadrettet attitude til musikken holder han faktisk til det.
Der er forskelle mellem Horowitz’ ryggesløse virtuositet og Goerners styrke, ro og overblik. Men alene det, at man mindes om de store heltes superkræfter, er et stærkt argument for at kaste sig over Goerners forløsende, romantisk åndende bud på den forrykte romantikers musik.
fortsæt med at læse
