1. Martin Fröst - 'Brahms: Clarinet Quintet, Trio in A Minor, & 6 Songs'
Brahms' fantastisk klarinetkvintet følges af seks lieder, som Fröst simpelthen synger på sit instrument. Så skal der ikke mere til at gøre en lykkelig. tm
LÆS ANMELDELSE
Sonning-prisvinder vækker døde noter til live2. Ce cilia Bartoli - St. Petersburg
Heftig barokguitar, blød traversfløjte og Bartolis smældende energi tager hinanden i hånden på et album, man ville blive varm over at finde under juletræet. tm
Klassiske divaer svinger fra luksus til lemfældighed3. Igor Levit - Bach Partitas
Igor Levits minutiøse Bach-fortolkninger fra Sony har ingen skarpe kanter og heller ingen småfejl. 40 satser, der viser hele det moderne flygels potentiale. hf
LÆS ANMELDELSE
Levit får med alle klaverets virkemidler taget til at lette4. OAE - 'Vivaldi - The Four Seasons'
Man danser rundt foran højttalerne fordi der er så meget kropslig energi i den upolerede skønhed. 'De fire årstider' med engelske OAE skal opleves. hf
5. Hindemith/Tamestit - 'Bratsche !'
Antoine Tamestit er den franske bratschist, der løfter musikken af Paul Hindemith helt op. Blottet for slørende effekter og overdreven patos. hf
LÆS ANMELDELSE
Bratschen er den stærkt oversete bror i strygerfamilien6. Patricia Petibon - 'La Belle Excentrique'
At den franske ballademagersopran synger populære chansoner af Léo Ferré, er en dristig, men superb forlængelse af den franske sangtradition fra Fauré. tm
LÆS ANMELDELSE
Fransk sopran smed med gummikyllinger7. Ronald Brautigam - Mozart Piano Concertos'
Brautigams hammerklaver balancerer smukt med den gennemsigtige klang af det lille periodeorkester. Musikken springer til live, som var den blomster. tm
8. Cuarteto Casals - 'Die Sieben Letzte Worte'
Den spanske Casals Kvartets indspilning af Haydns korordsmusik nagler musikken med fire sikre søm gennem hænder og fødder. tm
9. Laurent Korcia - 'Mister Paganini'
Kreislers smægtende blærerøvskoncert og toner af Paganini Ysaÿe bliver malket for alt, hvad de har, på Laurent Korcias stradivarius. tm
10. Wiener Philharmonie, Sakari Oramo - 'Per Nørgård, Symphonies 1 & 8'
Wienerfilharmonikerne under ledelse af en af de store finske dirigenter nyder at spille Per Nørgårds første og seneste symfoni. En rejse fra mørke til lys. tm
11. Yevgeny Sudbin og Singapore Symphony Orchestra - 'Rachmaninov, Symphony no. 1'
Senromantisk widescreenpassion for alle skillingerne med en klang og en formgivning, så det føles, som trak pianisten vejret gennem fingrene. tm
12. Ensemble Resonanz - 'Berg / Schoenberg'
Strygerne vibrerer som nervøse sjæle, når det tyske Ensemble Resonanz leverer månesyg wienermodernisme, alle kan forstå. hf
13. Alisa Weilerstein - 'Dvorak'
Mørk, svulmende passion klemmes ud af celloen, som var det syngende, dybe strygeinstrument en tube med fed, mørk oliemaling. tm
14. Vivica Genaoux & Simone Kermes - 'Rival Queens'
Det fængslende ved de skarpskydende sopraner Genaux og Kermes er, at alle de gode barokarier er nyt stof. Af 15 sange er 12 førsteindspilninger. hf
15. Masaaki Suzuki - 'Mozart Requiem'
Med sine japanske styrker rusker maestro Suzuki gennem sin revision af Mozarts rekviem. Særlig overraskende er fagotversionen af 'Tuba mirum'. tm
16. Julia Fischer - 'Sarasate'
Den ellers så klassisk orienterede tyske violinist Julia Fischer demonstrerer autoritet, overskud og luksuskvalitet hos saftige Pablo Sarasate. tm
17. Gáman - 'Early & Late'
Trio Gáman skaber et svalt rum med nye komposiioner og traditionel folkemusik. Det lille band spiller glasklart, poetisk og med musikalsk tyngde. hf
18. Michael Schønwandt & Netherlands Radio Chamber Philharmonic - 'Robert Schumann. Symphoni Works'
Michael Schønwandts nu regeringslukkede hollandske orkester giver symfonikeren Schumann det samme lette drev, hans kammermusik emmer af. hf
19. Vasily Petrenko & Royal Liverpool Philharmonic Orchestra - 'Shostakovich. Symphony No, 7, Leningrad'
Sjostakovitjs 7. Symfoni er nummer næstsidst i dirigenten Petrenkos komplette serie af uomgængelige og stærkt vedkommende sovjetskildringer. hf
20. Allan Gilbert & New York Philharmonic - 'Carl Nielsen, Symphony No. 1 & 4'
New York-filharmonikernes livtag med Carl Nielsens 1. og 4. symfoni gør den lidt kantede fynbo varm, imødekommende og international i lyden. hf
Musikredaktøren: Gnisten fra Carl Nielsen lever
Det var ikke sket for bare fem år siden, og dengang ville man have forsvoret, at det nogensinde ville ske. Ny dansk musik udgivet på cd med Wienerfilharmonikerne? Ikke på vilkår.
Men det skete i 2014.
Efter at have prøvet en del af materialet af live udgav Wienerfilharmonikerne i dette kalenderår et album med to symfonier af den nulevende, 82 år gamle danske komponist Per Nørgård.
Wienerne er ellers berygtede for at gøre tingene på deres egen, helt igennem konservative måde. Deres repertoire har været lig med det symfoniske standardrepertoire, men orkestret er begyndt at kigge ud over deres centraleuropæiske næsetip.
De har kigget nordpå, og cd’en med Per Nørgårds tidligste og seneste symfoni – et mørkt og et lyst værk sat over for hinanden – er bare en begyndelse. Der bliver mere dansk fra Wienerfilharmonikerne fremover, forlyder det i branchen.
I første omgang kaster de sig over Carl Nielsen, når de næste år kommer til Danmark på turné for at spille hans 4. Symfoni med den voldsomme paukeduel. En duel, der afspejler situationen i Europa under Første Verdenskrig, da Nielsen skrev værket. Symfonien hedder ’Det uudslukkelige’. Den er forsynet med et berømt udsagn fra komponisten om, at »musik er liv, som dette uudslukkeligt«. Den gnist, der har ulmet, siden Nielsen døde i 1931, kommer næste år til at slå ud i lys lue.
Også New York-filharmonikerne har kastet sig over Nielsen – og det så alt, hvad der var uldent og knastet ved fynboens musik, er blevet sandblæst, strømlinet og nutidigt.
New York’erne er Leonard Bernsteins gamle orkester. De var med til at skabe et Carl Nielsen-gennembrud i 1960’erne, og hen over nytår lægger orkestret så sidste hånd på deres nye, samlede indspilning af Carl Nielsens symfonier med samt hans koncerter for soloinstrument og orkester. En satsning, der skyder fejringerne af Nielsens 150 år næste år i gang med et hørbart drøn.
Kønne stjerner
2014 blev dermed et år, hvor Danmarks to nok vigtigste komponister, Carl Nielsen og Per Nørgård, udkom på cd med store orkestre fra Wien og New York.
Det blev også et år, hvor flere aktører i pladebranchen oplevede et svagt stigende fysisk salg og et stigende digitalt salg. Den klassiske musik er ikke i knæ. Streamingtjenester og iTunes bærer musikken ind i en ny tid, og her på avisen må vi igen i år konstatere, at der kom så mange klassiske album, at vi ikke kunne følge med.
Udvalget her på siden viser det bedste af det, vi har anmeldt i Politiken i år. Alt sammen album, der har fået seks eller fem hjerter. Vi har fokuseret på det, der var nyt, og selv om man kunne have ønsket, at endnu flere udgivelser havde været med, viser udvalget meget godt, hvad der foregik på det klassiske plademarked i 2014. Både i kraft af de valg og de fravalg, udvalget repræsenterer.
Kunstnernes udseende og personlige historie betød mere end nogensinde, når de store pladeselskaber skulle vælge, hvilke sangere og musikere de ville promovere. Kønne stjerner fik fuldt play i pr-maskineriet.
Men de bedste album fandt vi ofte længere nede i den frodige underskov af halvstore, mindre og små plademærker, som har overtaget strategien om at gå efter det bedste af det bedste fra de store, der i dag går efter, hvad der er mest salg i.
Mangfoldighed
Nogle kunstnere skaffede sig uden problemer opmærksomhed alligevel. For eksempel modtageren af Léonie Sonnings Musikpris 2014, den svenske klarinetmester Martin Fröst. Med sit suveræne Brahmsspil topper han listen over årets udgivelser, selv om han stædigt valgte at udkomme på et svensk plademærke, hvor han kan få det, som han vil have det.
Fröst er perfektionist. Det samme gælder en spansk strygekvartet som Casals Kvartetten, der indspillede Haydn, og den nye, store russisktyske begavelse på pianistfirmamentet, Igor Levit, der efter sin Beethoven-triumf fortsatte med at slå benene væk under den internationale musikverden med Bach.
Der er både oplagte favoritter og overraskelser på listen, ligesom der er det i årets klassiske cd-høst i det hele taget. Mezzosopranen Cecilia Bartoli svigtede ikke. Hun er en af de opreklamerede stjerner, der virkelig holder, og det er ingen overraskelse, at hendes album med russiske fund fra 1700-tallet er landet helt oppe i toppen. Også selv om hun i år måtte vige førstepladsen til Fröst.
Men hvem havde gættet på, at et album med musik af den ellers ikke ligefrem moderigtige tyske komponist Paul Hindemith for bratsch ville blive nummer 5?
Musikken var mangfoldig i 2014. Årets liste rummer klaverkoncerter af Mozart og Rakhmaninov, symfoniske værker af Schumann og Sjostakovitj, virtuos violinmusik af Sarasate, Kreisler og Paganini, rivaliserende sangerinder og fræk fransk kabaret.
Nyd det hele. Eller ønsk dig præcis det album, der ser mest appellerende ud set med dine øjne. Musikken kan stadig findes i nogle pladeforretninger. Men ellers kan den både købes og høres på nettet.
tm
fortsæt med at læse
