Der er en hel del mennesker her i verden, som kan spille klaver.
Ikke ret mange af dem når imidlertid tilnærmelsesvis op på niveau med den australsk-britiske pianist Stephen Hough og hans brasilianske kollega Nelson Freire.
LÆS OGSÅ 'Hemmelig' cd kåret som årtiers bedste
De herrer tilhører toppen af eliten. Hvad Stephen Hough angår, er det spørgsmålet, om der lige nu overhovedet findes en anden pianist på planeten med samme tekniske mesterskab.
Desuden har de begge udgivet nye album, der kredser om et bestemt land.
Som en tryllekunstner
Stephen Hough leger med det, der er fransk – og så spørger man lige umiddelbart, jamen er Bachs ikoniske toccata i d-mol for orgel da fransk?
Nej, det er den ikke. Den er for den sags skyld ikke engang skrevet af Bach, men derimod formentlig komponeret for soloviolin af en helt anden komponist, hvis værk Bach så har transskriberet for orgel.
Når den alligevel indleder et klaveralbum som Houghs ’French Album’, er det, fordi en af den romantiske franske klaverskoles største, mest excentriske pianister ved navn Alfred Cortot har begået en virtuos version af den for klaver, som Stephen Hough med sine ekstremt kapable klaverfingre og hang til selv at komponere har strikket videre på.
Resultatet er en fuldstændig suveræn tour de force hen over de sorte og hvide tangenter, der får værket, vi kender fra Disneys ’Fantasia’, til at fremstå som et helt nyt, forrygende og nærmest uhyggeligt stykke musikalsk kunst.
Efter denne åbning er det bare at hænge på og forsøge at holde underkæben oppe, mens Hough skifter scene og belysning, musikalsk karakter og komponistnavne i ét væk, som var han en tryllekunstner.
Helt igennem fantastisk
Endnu en Cortot-bearbejdelse af Bach åbner for et helt nyt, intimt rum, der udforskes yderligere med småstykker af franskmanden Gabriel Fauré, og både Cortot, der godt kunne spille fejl på sine plader, og salig Liszt må strække våben over for Hough, når han brillerer i en stor pianistisk parafrase over den franske opera ’La juive’.
Eller når han fortolker uspillelige noder af 1800-tallets forbløffende ukendte franske klavermester og misantrop Charles-Valentin Alkan.
kriti k Mesterpianist begår eminent albumRavels ’Alborada del gracioso’ har jeg aldrig hørt så brillant og nuanceret spillet før. Spændstig, pittoresk i sin spanske inspiration, og ligefrem duftende.
Det er kort sagt forrygende, standardsættende og helt igennem fantastisk, hvad Stephen Hough kan ved et flygel.
Mildhed og styrke
For Nelson Freire, en af de gamle pianister, der har sansen for den frie melodiske formgivning og det musikalske åndedrag intakt, handler det på albummet ’Brasileiro’ om folkelige toner fra hans eget hjemland, Brasilien.
Nelson Freire med det godmodige fuldskæg var tidligt med på noderne, men blev så væk fra den internationale scene i mange år, til han i en moden alder blev signet af Decca og gjorde cd-comeback.
Han er bedst, når musikken stryger ham med hårene i den romantiske, hvide klavermanke.
Det gør Heitor Villa-Lobos’ 1900-talsmusik for så vidt ikke.
Til gengæld sprudler og øser den af en brasiliansk kilde, Freire er vokset op med, og han har den rette kombination af mildhed og styrke til at få Villa-Lobos’ pianistiske stykker til at skinne, som var de brasilianske svar på klaversamlingerne ’Kinderszenen’ og ’Carnaval’ af Schumann.
Friske rytmer og varme farver
Heftig brasiliansk choro-musik og små, sentimentale børnebogsbilleder lyser op med folkelige rytmer.
Af komponisterne Camargo Guarneri og Claudio Santoro får vi også her et par toccataer, der er den gamle barokke betegnelse for et improvisationsagtigt, fingerfærdighedskrævende stykke, hvor musikeren rører instrumentet og prøver dets klange og muligheder af.
LÆS OGSÅ Brasiliansk pianist tryller med klangen
Det er spændende at høre sjældne stykker af Villa-Lobos, som er cd’ens ubestridt mest kendte brasilianske mester – for eksempel hans ’New York Skyline’ – og det er spændende at stifte bekendtskab med komponister, man ikke kendte i forvejen.
Som for eksempel den ellers både væsentlige og farverige lyriker Francisco Mignone.
Nelson Freire lyser op i deres selskab og nyder tydeligvis at tale med dem på sit eget, brasilianske musikmodersmål. Det gør albummet til en sympatisk og varm oplevelse.
Fuld af friske rytmer og solskinsvarme farver.
fortsæt med at læse
