Hvis Herbert von Karajan perfektionerede den klassiske musik, så revolutionerede Nikolaus Harnoncourt den. Sådan skrev jeg i nekrologen, da dirigenten Nikolaus Harnoncourt døde i marts, 86 år gammel. »Jeg ønsker jer ikke en dejlig, men en oprørende aften«, kunne Karajans østrigske dirigentkollega og landsmand finde på at sige til publikum. Det publikum, han dagen inden sin 86-års fødselsdag tog afsked med i et håndskrevet brev, hvor han konstaterede, at hans kræfter ikke slog til længere.

Men hvad tog han så afsked med, Harnoncourt, der gennem et helt langt liv – først som cellist i Wienersymfonikerne og senere som dirigent og spydspids inden for bevægelsen af opførelsespraktisk orienterede musikere – arbejdede på at komme så langt ind bag de skrevne noder som muligt?