Det er ikke altid let at være hittepåsom operainstruktør. Nogle gange har ens kollegaer allerede brugt alle de gode ideer, og hvad gør man så? Låner fra forgængerne selvfølgelig – og dænger så ellers selv på med nye indfald.
Der er ikke bare skudsikre veste og automatvåben, men også blod, afrevne lemmer, indvolde og ild på scenen i denne nyudgivne optagelse af Händels opera ’Julius Cæsar i Egypten’, hvor vi befinder os i vore dages krigshærgede Mellemøsten. På en scene fyldt med kitschede krokodiller, gummislanger og øgler af plastik, kampvogne, olieboretårne og dansende soldater i camouflageuniformer møder vi erobreren Cæsar som gesandt i EU-blåt jakkesæt.


























