Det er en fremragende koncert, labert og luksuriøst indfanget på overdådige dvd-billeder og med mulighed for at lade billederne ledsage af librettolyrikken. Sandt at sige fylder orkestret, koret og Sinopoli godt broderparten af koncerten, og hovedparret står kun for 6 ud af 17 'numre'. Til gengæld er der ingen smuttere iblandt, ingen hvor engagementet er stillet på 'lunkent'. Der lægges ambitiøst ud med natteduetten fra 'Otello', ikke et parti man forventer Alagna synger i sin helhed foreløbig, men duetten forløser de med magisk klarhed og potente toptoner. Lad så gå, at Alagna kan forekomme lidt selvfed, som det hedder i dag, i sit kropssprog. Blomsterarien fra 'Carmen' har jeg aldrig hørt smukkere sunget, eller mere fransk, og det er snart sagt ligegyldigt, hvad Gheorghiu foretager sig denne skønne sommeraften i Dresden - alt lykkes til overflod: tyngden og dramaet i 'Pace, pace' fra 'Skæbnens magt' - den forsigtige erotiske overgivelse i 'Vogliatemi bene' fra 'Madama Butterfly'! At alt afvikles i pomp og pragt også orkestralt, sørger Sinopoli for, og havde det ikke været for den kiksede halvmoderne halvliderlige ballet til 'Aida', havde denne udgivelse været perfekt.
Magisk klarhed
Lyt til artiklen
