I 1994 indspillede Det Kongelige Teaters nuværende musikchef, Michael Schønwandt, alle syv symfonier med Det Kongelige Kapel på lavprismærket Naxos. Nu har den kongelige kapelmester fået konkurrence på originalinstrumenter. Det er en lykkelig alliance mellem statsensemblet Concerto Copenhagen og dirigenten Lars Ulrik Mortensen, der står for udgivelsen af Weyses symfonier 1 og 7, og de har opnået flotte resultater med den indbydende musik. Weyses 1. symfoni i g-mol åbner sig med flere nuancer og en opmærksomhed på musikkens fraser, der bringer lytteren ind i stormens øje. Strygernes fraseringsbetingelser er anderledes, og træblæserne klinger svagere end hos Schønwandt. Begge dele er instrumentteknisk betinget, og dermed svækkes førstesatsens sidetema, der - som noget nyt i 1700-tallet - bæres frem som blæsermelodi. Til gengæld vindes pointerede fraseringer, og stadig opnås en fyldig ensemblelyd. Concerto Copenhagen og Mortensen husker gentagelsen af satsens ekspositionsdel, hvilket er et plus for musikkens arkitektur. Generelt er CoCo's udtryk dynamisk målt mod et klassisk-romantisk symfoniorkester som Kapellet. Det er to skoler, der støder sammen. Lars Ulrik Mortensen hiver mere liv og flere detaljer frem fra nodelinjerne. I menuetten fra 1. symfoni får små messingansatser lov at lave sjov. De skubber til resten af musikken, så den er ved at tabe balancen. Igen er de dynamiske nuancer større, men den karakteristiske romancetone i symfoniens langsomme sats trænges til gengæld i baggrunden. Der er store forskelle mellem Schønwandts klassisk-romantiske overflyvninger og Mortensens anderledes jordnære, plastiske formgivning med sine pointerede og kontrastfulde karakteristika. Pladekøberen vinder ved, at der nu fra to kompetente sider er kastet lys på Weyses symfonier, der har klar inspiration i datidens spirende interesse for Haydn og Mozart. Musikken fortjener opmærksomheden.