Heller ikke på Abbados nyeste indspilning, hvor førstesatsens allegro vivace kan få lytteren til at tænke på racerløb. Hos Wand virker tempoet ikke påfaldende. Bare rigtigt. Det, man bemærker, er levende linjer og helhed. En fornemmelsen af dyb fortrolighed med musikken, der forløses intenst som hos Barenboim, men ikke lige så muskuløst. Det apollinske dominerer over det dionysiske. Det sker med stor friskhed og forbløffende energi taget i betragtning, at Wand på tidspunktet for indspilningen var 89. Mozarts Posthornserenade er, ligesom Haffnerserenaden, lejlighedskunst fra Salzburgperioden, før Mozart forlod ansættelsen hos ærkebiskoppen til fordel for livet i Wien. Ligesom serenadens usædvanligt rige instrumentation giver farverigt afvekslende satser, er formatet stort: Syv satser af længere spilletid i alt end nogen af Mozarts symfonier. Nyd på denne indspilning hvor smukt Wand og Mozart, hånd i hånd, får tonerne til at balancere mellem fest, farver og eviggyldig retorik. Bookletten rummer en stor artikel om - og med - Günter Wand. Indspilningerne er redigerede liveoptagelser, sådan som Wand foretrak det.