Tiden til at skrive noder blev knap, gennem en halv snes år nærmest ikke-eksisterende, men i de seneste år er han vendt tilbage til skrivebordet, hvad hans fædreland markerer ved at gøre ham til hovednavn ved dette års Musica Nova-festival i Helsinki. Resultaterne kan høres på en brillant indspillet cd. De stort anlagte 'LA Variations' markerer den nye begyndelse, og kun 'Giro' går tilbage til de tidlige år, men er gennemgribende revideret, tildels nykomponeret i 1997. Årene med det klassisk-romantiske orkesterrepertoire har glattet den unge modernist, mest slående i 'variationerne' med deres afsmitninger fra Sibelius og Messiaen i en frodigt sanselig orkesteropvisning af amerikansk brillans og energi. Apparatet er blændende behersket: Det lyder fantastisk, og alt kan høres, skønt satsen sjældent er enkel. Med al sin opfindsomhed kan meget af musikken karakteriseres som hastige lineære rids på en baggrund af tætte stofstrømme, en grafisk satstype der sammen med den stærke motoriske energi er så typisk for pladen at det er tæt på at trætte. Særlig i 'Giro' virker dramaturgien udvendig, og også den muskuløse, lyst dansante 'Gambit' tenderer mod ren effekt i en overraskende klassisk periodedannelse. Er den dirigerende komponist blevet en komponerende dirigent? Cellokoncerten 'Mania' lever hektisk cyklende op til sin titel, men skikkeligt ordnet form gør galskaben til et postulat. Men Sappho-sangene, det andet sinfoniettaværk, har vedkommende udtryk som en lidenskabelig moderne 'Frauenliebe' i græsk gevandt.