Dét må man sige om Gardiner, ligesom om Nikolaus Harnoncourt, at selv om de nok så meget er/har været fanebærere for 'oprindelig opførelsespraksis' i forbindelse med barokken og klassikken, så er de ikke kostforagtere. Denne Elgar-cd respekterer komponistens bredt svulmende instrumentation og giver hans temaer plads at udvikle sig på. Wienerne spiller som to the manner born, og Gardiner sprudler af patos og humor som et barn i sin yndlingslegetøjsforretning. Man kan mene, at Küchl-kvartetten overgør sentimentaliteten i 'Introduction and Allegro' en smule, og behøver disse 'Sospiri' at sukke helt så dybt? Det gør de altså her, og det virker. Lidt som konfektionskunst bevares, men det er underholdende. Hvilket også må siges om Gardiners 'Enigma', hvor der dog også så rigeligt er blevet plads til melankoli og eftertænksomhed. Gardiner doserer tempi og skaber struktur, og Wienerne følger ham som engle, vidunderligt sprødt og plastisk spillende. Igen er den milde humor et af John Eliot Gardiners fineste særkender.