Også på deres tredje udgivelse fryder samarbejdet mellem på den ene side Brendels afbalancerede og nysgerrige klaverbehandling og på den anden side Mackerras orkesterspil, der med inspiration fra historisk strygerpraksis får blodet til at strømme ud i musikkens fingerspidser. De to klæder hinanden, og den langsomme sats af 'Jeunehomme' er med sin recitativiske tale om noget endegyldigt og sørgeligt en stærk oplevelse, selv om andre pianister måske havde gjort mere væsen ud af solokadencens krav om agitato. Så meget desto stærkere står de kraftige og sikre streger i finalen, hvor koncertens hornpar kommer til sin ret, efter at ikke mindst de to oboer i første sats har været anvendt til skyggelægning. Det er synd, hvis dette samarbejde som tidligere annonceret skal slutte her, for Brendel og Mackerras er gode for hinanden, og de er gode for Mozart. Også Mozarts store C-durkoncert nr. 25 med den majestætiske førstesats og den farverigt varierede blæserbesætning lykkes virkelig for de to. Her (som i de to molkoncerter og i koncerten nr. 22 på de tidligere Mozartudgivelser i serien) brillerer Brendel med selvkomponerede solokadencer, mens han i 'Jeunehomme' selvsagt bruger nogle af de adskillige kadenceforslag, Mozart har efterladt.