Tilsyneladende er Lugansky ikke blandt de mange kunstnere, Erato har fyret i sidste voldsomme sparerunde, og både hans As-durballade og balladen i f- mol er godt ramt i stemningerne. Frem for alt er de teknisk suveræne, og det er her, i disse fortællende stykker, hans fortolkningsvinkel rammer musikken renest. De 24 romantiske perler kaldet præludier er karakteristiske for Luganskys Chopin: Pianistisk styret trods det kraftoverskud, man fornemmer bagved. Uden ekstreme løsninger og nærmest eftertænksomt bygget op. Det lader sig fint gøre, for Lugansky er en frygtindgydende tekniker. Men trods alle topkvaliteter er præludierne hos Lugansky mindre varme og syngende, mindre lidenskabelige end på Martha Argerichs fænomenale indspilning fra 1977, der netop er genudgivet i DG's Originalsserie. Lugansky bygger god Chopin. Det er først, når man lægger Argerich fra for 25 år siden i maskinen, at man mærker, hvad hendes svæv, hendes varme og hendes pyromani gør af forskel! Hun vinder klart, og efter Argerich virker især Luganskys nocturner mere opstablede, end de egentlig virker inderlige. Der er simpelthen forskel på det bevidste, uanset hvor dygtigt det er gjort, og så på det ægte indlevede. Hos Argerich klinger klaveret desuden virkeligt, lysende smukt. Hos Lugansky er lyden anderledes, matteret, om end den er værd at lytte på. Hvad var det, de kunne, lydproducerne dengang i halvfjerdserne? Selv på cd-overførsler klinger den gyldne lyd igennem.