I dette tilfælde har polakkerne indstillet tempofornemmelsen på lige lovlig lyrisk. De nedtoner koncertens skingre dramatik og får et blidt, men lidt luntende husdyr ud af, hvad vi kender som et mere kradsbørstigt bæst med skarpere kløer. Der mangler noget nerve, og både solist og orkester hakker sig altså gennem passager i partituret, der er hørt mere flydende. Mere musikalsk indføling får man, når det, stadig på samme plade, handler om orkesterudgaven af Lutoslawskis 'Dance Preludes' skrevet godt og vel 20 år efter Carl Nielsens død. De fem præludier vederfares en udpræget plastisk og klangsmuk behandling, som var det moderne Mozart. Om man formår rigtigt at holde af orkesterudgaven af Prokofievs fløjtesonate med klarinetten i fløjtens hovedrolle, afhænger nok i høj grad af, hvor godt man i forvejen kender den anderledes livlige originalversion for fløjte og klaver. Orkestersatsen af Kent Kennan er godt kringlet, men det er ikke det samme værk. Ikke noget for folk, der elsker deres fløjtelitteratur.